Fortsæt til indhold

Ny skulptur er rykket nærmere

Statens Kunstfond har bevilget det ønskede beløb til at gennemføre skitseprojekt for en ny skulptur ved Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.

Kultur og byliv

Som det tidligere er blevet beskrevet i avisen - i forbindelse med Grenaa Kunst og Musikforenings 75 års jubilæum - har foreningen taget initiativ til etablering af en fem-seks meter høj skulptur af den lokale kunstner Amalie Jakobsen - placeret ved Kulturhuset Pavillonen.

Der er et stykke vej endnu, og der er ingen garantier, men vi arbejder benhårdt for at kunne realisere projektet inden årets udgang
Tyge Ingerslev

Statens Kunstfond har netop bevilget 45.000 kroner til komme i gang med planlægningen af skulpturen. Arbejdet skulle gerne munde ud i en fuldt beskrevet og finansieret projekt med yderligere støtte fra Statens Kunstfond og andre. Desuden har Norddjurs Kommune bevilliget 100.000 kroner til gennemførelsen.

Et stykke vej endnu

»Der er et stykke vej endnu, og der er ingen garantier, men vi arbejder benhårdt for at kunne realisere projektet inden årets udgang,« siger foreningens nye formand Tyge Ingerslev.

Et eksempel på Amalie Jakobsens kunst - da hun stillede på Rådhuspladsen i København. Foto: Martin Lehmann

Amalie Jakobsen, der efter opvækst og skolegang i Grenaa, nu bor i Berlin har udstillet i blandt andet Mexico City, Chicago og London, og er etableret navn på den danske kunstscene. Hendes værker er desuden repræsenteret i flere danske samlinger, så som Arken Museum for Moderne Kunst, Ny Carlsbergfondet og Kunstmuseum Brandts, samt flere private samlinger. Samtidig er hun med sin unge alder en repræsentant for en ny generation af kunstnere som skaber kunst der undersøger og aktualiserer klodens problemstillinger i nutiden og fremtiden.

Kender byens dna

»Amalie Jakobsen er opvokset i Grenaa og som bysbarn kender hun derfor til byens dna og området omkring Pavillonen. Pavillonen er kendt af mange som hele Djurslands kulturelle samlingssted især på musikområdet, men måske er det ikke så kendt, at Pavillonen faktisk har årligt over 100.000 besøgende, 150 levende kulturarrangementer og betalende gæster fra mere end 150 postnumre i Danmark,« siger Tyge Ingerslev glæder sig over kunstfonden og kommunens støtte.

»Vores forening arbejder for at Norddjurs får en mere kulturel profil. Det er vores håb, at vi med gaven til byens borgere får et synligt tegn på ambitioner for kunsten i Grenaa, men er også en markering af at Grenaa rækker ud over det lokale og forbinder Norddjurs med resten af verden. Vi håber skulpturen vil være til glæde for os alle, men også vil medvirke til at øge byens bosætning.,« siger Tyge Ingerslev.