Syddjurs Kommune og Syddjurs Bibliotek sætter fokus på far
Syddjurs Kommune og Syddjurs Bibliotek inviterer nu fædre på barsel til at mødes med andre fædre og deres børn på bibliotekerne i Hornslet og Ebeltoft.
Når den øremærkede barsel træder i kraft i Danmark den 2. august 2022, vil man også kunne se, at flere fædre vælger at tage barsel og dermed være endnu mere sammen med deres børn.
Vor tids fædre deltager i deres børns fødsel og pasning, fordi de selv har lyst. I dag lægger stort set alle mænd vægt på at være nærværende, at være til stede, at have kontakt, at være engagerede og at have tid sammen med deres børn. De ønsker at lære barnet at kende, have en rolle over for mor og barn og blive betragtet som en lige så vigtig forælder.
Det vil Syddjurs Kommune og Syddjurs Bibliotek gerne imødekomme og være med til at bakke op om.
Åbner 1. marts
Derfor åbner der fra 1. marts 2022 Fars Legestue på Maltfabrikken i Ebeltoft og på Biblioteket i Hornslet. Fars Legestue er et sted, hvor fædre med børn i alderen 0 til 3 år kan komme og være aktive sammen med deres børn og møde andre fædre, der som dem selv har valgt at gå på barsel eller blot tage en dag sammen med deres børn.
I Fars Legestue kan man komme og gå, som det passer. Der er åbent hver gang fra klokken 10 til 12, og man vil blive mødt af en tovholder, der byder velkommen og er med til at skabe god stemning og sikre, at der altid er kaffe på kanden.
Sundhedsplejen vil også kigge forbi hver gang, og her kan fædrene få mulighed for at stille alle de spørgsmål, de måtte have. Derudover kommer børnebibliotekarerne også på besøg ind imellem.
Fokus på fædre
Fars Legestue i Syddjurs Kommune er en blandt flere rundt om i Danmark. Legestuen bliver åbnet i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed, der har projekt Far for Livet, støttet af Nordea-Fonden.
At sætte ekstra fokus på fædre ligger rigtig godt i tråd med det arbejde som Syddjurs Kommune i forvejen arbejder med, hvor initiativer som Fars køkkenskole blandt andet er blevet sat i søen.
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig Fars Legestue.