Tiltag skal styrke sangens kraft og løfte sangglæden
Syddjurs Kommune arbejder lige nu på at få etableret et Sangkraftcenter i kommunen, som skal støtte op om og udvikle sangkulturen i Syddjurs.
Et historisk løft i form af en bevilling på 17 mio. kroner fra stat og fonde, støtter fremtidens sang i et ambitiøst nationalt projekt, som forbinder kommune, musikskole, kirke og erhvervsliv og det lokale musikliv.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.
Planen er, at der i 2025 eksisterer i alt 25 sangkraftcentre i Danmark, og ét af dem skal gerne ligge i Syddjurs Kommune.
»Hermed kan vi slå dørene op for nye samarbejder i kommunen, hvor omdrejningspunktet er sang og sangfællesskaber,« skriver kommunen i pressemeddelelsen.
Mere tilgængelig sang
Målet med et sangkraftcenter er at gøre sangen endnu mere tilgængelig gennem for eksempel sang i børnehaver, lungekor, elitekor, fællessang på biblioteket, morgensang på skoler, sang og dans på plejehjemmet, koncert med kirkekor, med mere.
Mulighederne er mange, og det handler om, hvad der er opbakning til netop hos de lokale kræfter i Syddjurs.
»Jeg oplever allerede nu stor opbakning og en fantastisk energi på projektet. Vi er heldige at Syddjurs Kommune er hjemsted for nogle ressourcestærke og kreative kræfter, som kan få ting til at ske, og som kan se mulighederne og værdien i projektet. Det er vigtigt for os, at projektet er lokalforankret, hvorfor den lokale opbakning er central,« udtaler Eva Lynggaard, der er projektleder på Sangkraftcenter i Syddjurs.
Kom til visionsdag
Tirsdag 15. marts kl. 9-13 kan du komme til en visionsdag på KulturHotellet i Rønde, hvor styregruppen introducerer og fortæller endnu mere om projektet.
Det bliver en dag, der skal inspirere og fungere som grobund for den videre udvikling af visionen for sangkraftcenteret.
Tilmeld dig dagen på www.go-syddjurs.dk
Hvis man har spørgsmål til projektet, kan man kontakte Eva Lynggaard på emuly@syddjurs.dk.