Fortsæt til indhold

Morgensang i Ry starter op igen

Efter en dvaleperiode på grund af corona vil der nu igen være morgensang i Fællesskabets Hus.

Kultur og byliv
sra

Multisalen i Fællesskabets Hus i Ry vil danne rammen, når borgerne i Ry igen kan mødes og starte dagen med morgensang.

Det er Lions Club Ry med hjælp fra Kvickly i Ry og Kulturpuljen i Skanderborg Kommune, der vil stå for det sociale arrangement for sangglade mennesker. Alle interesserede er velkomne, og det er gratis at deltage.

Første gang i denne omgang vil være onsdag den 9. marts, og derefter vil der være morgensang en gang om måneden på den anden onsdag i måneden klokken 9.30. Efter en times fællessang fra Højskolesangbogen kan deltagerne hygge sig med gratis kaffe og rundstykker sponsoreret af Kvickly.

Ole Toftdahl fra Ry Højskole vil forestå sangvalg, synge for og spille på flyglet. Lions Club håber at gentage efterårets succes, hvor der var mere end 100 deltagere til morgensangsarrangementerne.