Forlaget Feldtfos i Ryomgård udgiver ny roman om Australiens stjålne børn
Romanen Den hvide pige, der kaster lys over den systematiske tvangsfjernelse af indfødte børn i Australien, udkommer på lille, østjysk forlag.
Den hvide pige er titlen på en ny roman inspireret af den sande historie om, hvordan den australske regering systematisk fjernede indfødte børn fra deres familier. Fra 1900-tallets begyndelse og op til 1970 blev op mod 100.000 børn af delvis aboriginsk afstamning tvangsfjernet og anbragt hos hvide familier.
Tanken bag denne politik var, at børn af blandet blod skulle opdrages blandt de hvide, så de ville overtage det hvide samfunds værdier.
Sissy og Odette
Romanen handler om pigen Sissy og hendes bedstemor, Odette, som i 1960’ernes Australien kæmper en kamp mod overmagten for at få lov til at blive sammen. Sissy er nemlig barn af en aboriginsk mor og en hvid far, og fordi hun er lyshudet risikerer hun at blive fjernet fra sin bedstemor, som er hendes eneste familie, efter at Sissys mor er forsvundet.
Den hvide pige er skrevet af forfatter og aktivist Tony Birch, som selv er af aboriginsk afstamning. Selvom historien om Sissy og Odette er fiktiv, henter Birch fortællingens råstof i den frygtelige virkelighed, som generationer af indfødte australiere måtte gennemleve.
Debut på dansk
Det er historien om de stjålne børn og deres familier, som Tony Birch har ønsket at bringe frem i lyset med sin bog. Den hvide pige er hans debut på dansk. Romanen udkommer på det lille østjyske forlag Forlaget Feldtfos, som drives af Søren Feldtfos Thomsen, Ryomgård, der til daglig arbejder som kulturformidler på Grenaa Bibliotek.
Bogen bliver udgivet med støtte fra den australske regering via den australske kunststøttefond og er oversat til dansk af Camilla Engkjær Laursen.
Den hvide pige udkommer fredag den 11. marts, hvor der afholdes bogreception i Grenaa Boghandel klokken 15.