Fortsæt til indhold

Støtte til nyt tag på Rimsøhuset

Der er hul i taget - men det bliver udbedret nu.

Kultur og byliv

For fem år siden blev det for en aktiv gruppe omkring det tidligere plejehjem i Rimsø muligt at erhverve ejendommen via tvangsauktion. Siden er huset blevet indrettet og indvendigt restaureret, således at det har kunne fungerer som henholdsvis kulturhus for egnens borgere og som festlokaler og bed and breakfast for mange af de mange gæster, der besøger Norddjurs.

Det er igennem den helt igennem frivillige indsats og uden offentlige tilskud, lykkedes at skabe liv i huset og ikke mindst at konsolidere husets økonomi så det – på trods af corona restriktioner - på årsbasis, nu kører med et mindre overskud.

Hvad foreningen dog ikke havde set komme, var det faktum, at en ældre tagbelægning med kort varsel kunne bryde sammen. Det sidste par å, har en af de mest tidskrævende opgaver i huset været at håndtere de mængder vand, der i vådt vejr trænger gennem taget og dermed at forhindre alt for stor skade på husets konstruktion - og ikke mindst at gøre huset brugbart for både overnattende gæster og husets mange andre gøremål.

Det er indtil videre lykkedes til alles tilfredshed, men tagskaderne vokser stille og roligt og ligeledes gør den indsats, der kræves for at holde tørvejr inden døre.

»Det er nu lykkedes at påkalde os LAG-Djurslands opmærksomhed, og de har stillet garanti for dækning af 50 procent af udgifterne til udskiftning af de godt 1600 kvadratmeter tag, så foreningens frivillige igen kan komme til at gøre det de helst vil: at drifte et kulturhus. Så en foreløbig tak til LAG–Djursland og et håb om, at deres støtte til frivilligheden, vil kunne stå som model for andre der er i besiddelse af midler og vilje til at bidrage til bevarelse af et aktivt og mangfoldigt kulturliv – også uden for egnens større byer,« siger Niels Mulvad fra Rimsøhuset.