Fortsæt til indhold

Malurtkoncert har været udsolgt i otte måneder

Fredag er et 1980'erne helt store danske bands på scenen i Fuglsøcentret foran 850 fans af den ægte slags.

Kultur og byliv

Der er fortsat masser af benzin på tanken hos de alderstegne drenge i Malurt, selvom samtlige fem medlemmer har passeret de 60.

Det kan man forvisse sig om, hvis man har været så heldig at få billet til koncerten på Fuglsøcentret.

»Hey hey, my my/Rock and roll can never die/There’s more to the picture/Than meets the eye,« som Neil Young synger.

Young er af et rockens helt store ikoner, også for forsanger i Malurt Michael Falch.

Derfor er ’Hey Hey, My My (Into the Black)’ selvfølgelig fortsat med på den sætliste, som gendannede Malurt har som skabelon for den SuperLive reunion-tur, som pandemien pludselig satte en stopper for, men som nu kører igen.

Fredag 19. marts er turen kommet til Fuglsøcentret, og her har direktør Peter Brinks længe kunnet melde udsolgt. Faktisk i over otte måneder. Der er 850, som har løst billet til koncerten med den allermest rå udgave af Malurt.

Vindueskigger

Gruppens gennembrudsplade, ’Vindueskigger’, der kom blot et halvt år efter debuten ’Kold krig’ i 1981, med numre som ’CPR’, ’Neonsolen’, ’Sidste Station’, ’Den tid, det tar’, ’Tilbage til byen’ og hittet på pladen ’Superlove’ - en hyldest til datidens kassedamer, hvor cornflakes og postej endnu kunne erhverves hos den lokale købmand til 12,5 - er centrum for koncerten.

Der bliver spillet råt for usødet og med en puls, så man føler sig hensat til 1980’erne, hvor en ung Michael Falch - dengang med mellemnavnet Ehlert - fik rockdrømmen til at blive til virkelighed for fuld udblæsning.

Guderne var tidligere omtalte Young og naturligvis Bruce Springsteen. Hvor ’Kold krig’ var en typisk debut, der strittede i alle retninger og til tider lød lidt for fodformet og politisk korrekt, kom der anderledes visioner og politisk rock uden pegefingre over foretagendet med ’Vindueskigger’.

Pladen var en forelsket hyldest til rockmusikken, og når man lytter til Malurt anno 2022, er det ikke svært at høre hvorfor. Det er vild ungdom, b-film, ’sidste række til en midnatsfilm med fart og kærlighed’, det er storbyen og dens neonlamper, det er uhyggen i krogene, Nørrebros Runddel, men også den store og altopslugende kærlighed.

Det er et band, der vil det her, og slet ikke kan lade være med at jagte hvide stribe på den lige landevej for at komme rundt i Danmark og møde et begejstret publikum up front.

Kedde og Falch

Malurt anno 2022 er ud over Falch, bassisten Dia Nielsen og trommeslageren Peter Mors, der fortsat kan hamre til en lilletromme, så man ikke fatter, at den ikke knækker sammen.

Hertil kommer tangenttroldmanden Pete Repete og guitaristen Christian ’Kedde’ Arendt.

Falch og ’Kedde’ løb på hinanden i Tønder i deres unge dage. ’Kedde’ var præstens uvorne søn, og han fandt hurtigt sammen med Falch og lærte denne et par greb på guitaren. Duoen blandede blod og svor evigt troskab, men ikke ud fra en forventning om, at de ville blive meget ældre end en dag over 20. Dertil var de to utilpassede unge for eksperimenterende, vilde og langt ude på overdrevet.

Det lykkedes dem alligevel at få fang via musikken og Malurt og blive over 60.

Bedømt på deres kondition og indsats på SuperLive reunion-tur er der fortsat mange gode år i de to.

Så på med cowboyjakken med de tre gange ’000’ på brystlommen til en aften med buldrende trommer, legende tangenter og en støjende rockguitar fra Arendt plus Michael Falchs unikke stemme, der aldrig har lydt give bedre og går klart igennem.

Heldigvis smed Falch bassen i de unge år, da der stod en fotograf til en øveaften og spurgte, om han måtte låne den for en stund.

Det viste sig, at han var flere længder bedre til at levere et værdigt modspil til hardhitteren Mors i rytmegruppen end Falch.

Hans navn var Dia Nielsen. Færingen var ansat på stedet.

Det bliver svedigt i Fuglsøcentret, og det sikkert modne publikum kan se frem til en aften, hvor de uden blusel bare kan stå op på stolene og connecte til deres ungdomstid, hvor rock ikke blev spillet af en flok harmløse amatører i et program, der hedder X Factor.