Fortsæt til indhold

Unge talenter fra Randers præsenterer musik, kunst og teater

Ungdomsprojektet, ID Projekt 2022 er skudt i gang, og 1. marts mødtes de unge fra ni forskellige kunst og musikhold på spillestedet Turbinen.

Kultur og byliv

TalentVærket er et netværk af Kulturskoler og Ungdomsuddannelser, der samarbejder i regi af Randers Kommunes Kulturaftale, som Sundheds-, idræts- og kulturudvalget har valgt at indgå i og der igennem sikrer fokus på unges kulturmuligheder.

I perioden 2021-2024 vil man i Randers udvikle kulturaftalens to spor, der skal give stærke kunstneriske og kulturelle vækstlag for børn og unge i Randers Kommune.

Tirsdag 1. marts lød startskuddet for ungdomsprojektet, ID Projekt 2022. Her mødtes unge fra ni forskellige kunst og musikhold fra henholdsvis Randers Statsskole, Randers HF/ VUC, Paderup Gymnasium, Randers Musikskole, Randers Kunstmuseum, Spillestedet Turbinen og Randers Teater.

Bag Masken

I løbet af foråret 2022 har 130 kunstfaglige unge arbejdet på deres hold, dels med deres faste undervisere, dels med eksterne gæsteundervisere. Alle har deltaget i kunstneriske workshops med afsæt i dette års tema, ”Bag masken”.

De tilknyttede gæstelærere er professionelt udøvende kunstnere, inden for musik, teater og kunst, og hele grundtanken bag TalentVærket er netop at skabe møder mellem de kreative unge og den professionelle kunstner. Derved skabes der gode muligheder for at få en indsigt i nye tilgange til kunstarterne og et dybere kendskab til den professionelle kunstners tilgang til dét at udvikle musik, billedkunst eller teater.

Gæsteundervisere til forårets ID Projektet ”Bag masken” var; den dansk engelske musiker og forfatter Marcus Winther- John (Randers Musikskoles rytmiske talentlinje). Pia Scharling, sanger og stemmecoach (Randers Statsskoles A niveau musikklasse). Lillibeth Cuenca Rasmussen, video og performancekunstner (Randers Kunstmuseums Kunstlab). David Mondrup, rytmisk pianist og producer (Randers HF/VUC, Musikholdet). Trommeslageren Sune Rahbek (Paderup Gymnasiums 1.g højniveau hold). Sofie Christiansen, koreograf og instruktør (Randers Teaters Talentskole, Grundhold). Elektronisk musiker, Spejderrobot (Turbinens Talentforløb). Østen Mikal Ore, komponist og musiker (Randers Musikskoles Klassiske Talentlinje). Kunstner Christian Vodder Svenson (Paderup Gymnasiums 3 kunsthold).

Højt niveau

De mange workshops er gået forrygende og projektkoordinator Anita Støvring Roos kunne glad konstatere:

Det er et super meningsfuldt projekt. De unge lærer en masse, deres daglige undervisere fra kunst og kulturholdene bakker flot op og gæstekunstnerne er imponerede over de unges høje niveau og store engagement.
Anita Støvring Roos, projektkoordinator

»Det er et super meningsfuldt projekt. De unge lærer en masse, deres daglige undervisere fra kunst og kulturholdene bakker flot op og gæstekunstnerne er imponerede over de unges høje niveau og store engagement.«

Tirsdag 1. marts mødtes alle hold på spillestedet Turbinen, og hele huset var fuld af kreativ energi. Kunstværker prydede alle vægge, selv på toiletterne var der udsmykning af masker i alverdens varianter, og i store sal blev der afviklet præsentationer af musik og teater, alt sammen smagsprøver fra de intense workshops.

Tine Eibye, kunstnerisk ansvarlig for TalentVærkets fælles afviklinger i kulturaftaleperioden, præsenterede de mange musik- og teaterindslag fra scenen og udtalte begejstret:

»Vi har så meget talent i Randers, og vi kan være så stolte af alle de unge, der har deltaget i ID Projekt 2022. De er dedikerede i forhold til det, de selv præsenterer og ikke mindst, de er rigtig gode til at bakke op om hinanden.«

Arrangementet varede i fire timer med et intenst program, kun afbrudt af små pauser med servering af god mad og drikke, og da aftenen var rundet, kunne man sige ”på gensyn”, for frem til og med 2024 vil der hvert år blive udviklet nye projekter i TalentVærkets regi. I efteråret 2022 præsenterer de unge fra TalentVærket blandt andet igen en stor kulturevent, og denne gang vil det blive med en åben invitation ud til alle byens borgere, så de kan komme og opleve kunst, musik og teater, skabt af lokale unge.