Fortsæt til indhold

Foredrag om den kompetente krop

Den 21. marts inviterer Syddjurs Bibliotek og Hornslet Hallen til foredrag.

Kultur og byliv
sra

Det kan føles som en kamp mod kroppen, når vi forsøger at holde os sunde med kost og motion. Men ifølge ph.d., forsker, farmaceut og forfatter Anette Sams skal vi i stedet gøre vores krop til medspiller og dermed give os selv helt unikke sundhedsmuligheder.

Den 21. marts vil Anettet Sams i Hornslet Hallen fortælle om, hvordan kroppen er verdensmester i at skabe og vedligeholde sundhed. Din krop kan forebygge og reducere inflammatoriske tilstande og kan faktisk også hjælpe dig med vægttab, hvis det er det, du har brug for.

Problemet er ifølge Anette Sams ofte, at vi ikke har nok viden om, hvad vi kan gøre for at vores krop bliver en aktiv medspiller for vores sundhed, og at vi i stedet ofte ender med at stå i vejen for kroppens sundhedsmuligheder. Ved foredraget giver Anette Sams publikum en forståelse for den biologi, som er vores vigtigste sundhedsallierede.

Hun forklarer, hvordan vi finder den kontakt, der tænder for det gode samarbejde mellem kroppens celler, hormoner, tarmbakterier og dit blodsukker, som er helt afgørende for, at du finder din personlige sundhedsnøgle.

Anette Sams er forfatter til en lang række bøger om sundhed, blandt andet Sandheden om sukker, SukkerSmarte børn og senest bogen Kålhydrater, som netop er udkommet.

Anette Sams sætte en ære i at formidle sin viden, så alle kan være med, så der venter en underholdende aften fuld af forskningsbaseret viden.

Foredraget er arrangeret i et samarbejde mellem Syddjurs Bibliotek og Hornslet Hallen, og billetter kan købes på syddjursbibliotek.dk.