Fortsæt til indhold

Lydfortællinger i Molsarkivet

Molsarkivet har produceret fire lydfortællinger, hvor lokale fortæller om deres liv.

Kultur og byliv
sra

Molsarkivet og de frivillige glæder sig over igen at have åbent i sædvanlige åbningstider og uden for mange restriktioner.

I løbet af det seneste halve år har arkivet været i gang med en ny aktivitet: Molsarkivets lydfortællinger” Med hjælp udefra har arkivet indtil videre lavet og offentliggjort fire fortællinger.

Arkivets ønske er på den måde at være med til at fastholde fortællernes livshistorier og deres viden om lokale forhold om blandt andet skolegang, landbrug og virksomhedsdrift. Fælles for alle fortællingerne er, at de også indeholder fortællernes personlige betragtninger over, hvordan de ser tilbage på livet med de erfaringer, glæder og bekymringer, der er en naturlig del af et langt levet liv.

De fire fortællere er Christian Callesen Madsen – bedre kendt som Kette, Folmer Bonde Andersen, Preben Winther og Knud Ellemann Sørensen.

Kette fortæller om at vokse op i Knebel, hvor moderen har drevet sommerpensionat, og han fortæller om livet på pensionatet, når der var mange gæster. Han fortæller videre om at stifte familie og bygge eget hus i Knebel og om sit liv som tømrer og om, hvordan han har drevet selvstændig virksomhed og startet egen forretning, der bliver til møbelfabrikken CAMA.

Folmer Bonde Andersen fortæller om at vokse op på en gård i Vrinners, om skolegang i landsbyskolen og om indre missionens betydning i lokalsamfundet. Han fortæller om sit arbejdsliv i landbruget, om soldatertiden og om at købe landbrugsejendom og om arbejdet som selvstændig landmand på familiens gård i Vistoft. Livet på gården er præget af sommergæster – både dem, der lejer værelser hver sommer og venskaberne med de første familier, der bygger sommerhus på jord udstykket fra gården.

Preben Winther fortæller om sit barndomshjem i gården Legerholm mellem Knebel og Vistoft, om skolegang og om at arbejde ved landbruget og senere få eget landbrug og overtage fødehjemmet sammen med sin familie. Han fortæller om livet og dagligdagen på ejendommen, om landbrugsdriften, modernisering af bygningsmassen, omlægning af driften fra malkebesætning til svinebesætning og om salg af ejendommen og flytning til nybygget hus i Knebel og at lære engelsk i en moden alder.

Knud Ellemann Sørensen fortæller om at flytte til Dejret som 10-årig, hvor hans forældre køber en ejendom, om skolegang og kammerater og sin tidlige interesse for mekanik – en interesse, som holder ved gennem hele livet. Han fortæller om arbejdslivet i de unge år, om af stifte familie, flytte væk fra Mols en periode og om at vende tilbage og etablere sig som selvstændig vognmand, bygge hus i Knebel med godt naboskab og deltagelse i brandmandskorpset. Han fortæller også om brugen af øgenavne.

Alle fire fortællinger kan findes på Molsarkivets hjemmeside og på de danske lokalhistoriske arkivers fælles hjemmeside arkiv.dk. Arkivet håber, at mange vil lytte med og ser frem til at kunne lave og offentliggøre flere lydfortællinger i 2022.