Søren Ulrik Thomsen gæster Hinnerup Bibliotek & Kulturhus
Forfatteren fortæller med udgangspunkt i sin aktuelle bog 'Store Kongensgade 23'.
Digter og essayist Søren Ulrik Thomsen tager tilhørerne med på en rejse i sine erindringer, når han gæster Hinnerup Bibliotek & Kulturhus onsdag 30. marts.
I foredraget fortæller Søren Ulrik Thomsen om sin aktuelle bog ’Store Kongensgade 23’.
Bogen er et reflekteret erindringsessay fuld af minder om hans pubertet, moderens depression og langvarige hospitalsophold, om klasselæreren og skønne Jane fra Sølvgade Skole, men også af tanker om, hvorfor man skriver, om frygten for alderdommens rædsler, og om efteråret, hvor alting på én gang flammer op og dør ud. Og om en lejlighed i Store Kongensgade 23, hvor forfatteren kun boede et enkelt år, men alligevel er stedet, hvorfra fremtiden altid vil udstråle.
Efter pausen er der plads til samtale og diskussion.
Arrangementet er arrangeret i samarbejde med Ældre Sagen i Hinnerup.
Billetter på favrskovbib.dk eller på biblioteket.