Dirrigent fejrer sin 40 års fødselsdag med Randers Kammerorkester
Sammen med Randers Kammerorkester fejrer den danske dirigent Maria Badstue 40-års fødselsdag med to koncerter. Onsdag 30. marts er det i Værkets Koncertsal i Randers.
Maria Badstue er opvokset i Thisted men har en tæt tilknytning til Randers, hvor hun for 20 år siden studerede trompet som MGK-elev på Randers Musikskole. Med direktion som bifag fik hun timer hos Randers Kammerorkesters orkesterchef David Riddell, og ved et MGK-stævne under Kammerorkestrets ledelse fik hun for første gang lejlighed til at stå på dirigentpodiet foran et orkester.
Som gæstedirigent denne aften står Maria Badstue for den musikalske ledelse af Ludwig van Beethovens Symfoni nr. 4, et nyt værk af Line Tjørnhøj med titlen ”Angest” og Jean Sibelius’ Pelléas og Mélisande Suite med skuespilleren Thure Lindhardt som fortæller.