Rumænsk påskefejring i Inside
Favrskov Bibliotekerne sætter spot på ”Tro” i dette forår og giver ved et arrangement 2. april et indblik i den ortodokse tro.
Ikonmaleri, folkedragter, smagsprøver og indblik i den ortodokse tro. Favrskov Bibliotekerne sætter spot på ”Tro” i dette forår, og inviterer børn og voksne til påskefejring som i Rumænien og andre østeuropæiske lande, hvor kirken er ortodoks.
Lørdag 2. april kl. 11-15 kan man i Hammel komme tæt på traditionerne og de kulturelle og spiselige specialiteter fra Rumænien.
Lokale rumænere bidrager til arrangementet iklædt folkedragter med blandt andet smagsprøver på mici, rumænske pølser, der nydes med sennep og brød leveret af den lokale rumænske købmandsforretning, Patria’s Food. Café InSide hjælper til med arrangementet, så der kan blive tilberedt og anrettet smagsprøver på rumænske specialiteter til deltagerne.
Ikoner og æg
Der vil være workshops i både ikonmaleri og dekoration af påskeæg, som både store og små kan deltage i.
Birthe Nielsen fra Ry er ikonmaler og står for en workshop i den ædle og ældgamle kunst. Ikoner er altid billeder af Jesus eller helgener og hænger både i kirker og private hjem. Birthe Nielsen malede det ikon, der fulgte med dronning Dagmar til Skt. Petersborg, da hun for nogle år siden blev genbegravet der, og er ekspert i håndværket.
Den rumænske kunstner Catalin Buruiana står for en workshop i traditionel dekoration af æg.
Vil man vide mere om den ortodokse tro, vil der være oplæg ved Robert J. Ulrich, der vil fortælle om religionen, kirken og dens ritualer.
Arrangørerne ser frem til en festlig fejring af en af den ortodokse kirkes største højtider. Kommer man i rumænsk folkedragt, vil der være gratis adgang til arrangementet. Ellers kan man købe sin billet på favrskovbib.dk eller på bibliotekerne.