Fortsæt til indhold

Pop-charmør spiller op på Train

Hjalmer tager både nye fortolkninger og sange fra sit kommende album med til Aarhus.

Kultur og byliv

Selv ikke en verdensomspændende pandemi har kunnet sætte en stopper for Hjalmers popfærd, da han ovenpå udgivelsen af sit længeventede debutalbum, ’Midt i en drøm eller noget der ligner’, både ryddede bordet med hele fire GAFFA-priser i 2020 – blandt andet som Årets Danske Solist for andet år i træk – og kunne tage på endnu en anmelderrost, og ikke mindst totalt udsolgt, Danmarksturné.

Det skriver Train i en pressemeddelelse, hvor det står klart, at Hjalmer igen tourer landet rundt med fuldt band.

I Aarhus er det på Train 8. april klokken 21, det sker.

Kendt på tv

Sidste efterår var den 26-årige musiker med i det altid populære musikprogram, Toppen Af Poppen på TV2, hvor han kastede sig ud i personlige fortolkninger af Simon Kvamm, Katinka, Alex Vargas, Malthe Ebert, Mathilde Falch og Maria Bramsen.

Hjalmer fortæller:

»Det var en vild udfordring og virkelig grænseoverskridende, at fortolke andre sangskriveres hjerteblod lige der foran dem. Men det blev en oplevelse for livet! Og jeg glæder mig til at dele det med publikum på scenerne derude. Og så har jeg selvfølgelig også alle mine egne sange med – og nogle helt nye, som jeg føler er nogle af de bedste, jeg nogensinde har skrevet. Jeg glæder mig!«