Morten D.D. ramte bunden, da han blev skilt, og nu vil han give dig en lektion i lykke

Morten D.D. har kæmpestore fødder.

Han har drejet sin kontorstol væk fra bordet over mod et åbent vindue og placeret dem i vindueskarmen i et kontor på første sal af Molslaboratoriet.

Sokkerne er grå, den type, man køber i Føtex. Der står 45-46 under, men en gul trekant, som markerer, hvor hælen burde være, er kravlet et godt stykke ind under foden.

»Der kom en vipstjert. Det er den første i år. Det er fantastisk,« siger han pludselig midt i talestrømmen, mens han peger ud over et soloplyst landskab.

Han må have hørt den, for der er ingen fugle at se, men det pipper gevaldigt derude.

Pip. Muh. Vrinsk. Bzzzzzz. Det er hans sprog.

»Jeg har et sprog til alt det, jeg ser ude i naturen. Den taler til mig. Når andre mennesker har været tre timer i naturen, tænker de: ”Det var dejligt, solen skinnede, der var skyer på himlen, vi så en ko, og fuglene sang.” Punktum. Men jeg kan fortælle i dagevis om, hvad vi oplevede på tre timer. Og så kommer fortvivlelsen over, at det hele forsvinder mellem hænderne på os, og at det går stærkt.«

Hvor stærkt?

»Alt for stærkt. Så stærkt, at man taler om, at noget forsvinder umærkeligt, når det er væk efter 50 år, men jeg tæller sommerfugle, og hvert år forsvinder hele bestande. Hjemme ved mig er der siden 2016 forsvundet 75 pct. af de sjældne sommerfuglebestande. Så er der ikke dværgblåfugle. Så er der ingen klitperlemorsommerfugl. De forsvinder bare. Puf, puf, puf.«

Hvad gør det ved dig, at de forsvinder?

»Det samme, som når man erkender, at man ikke længere er ung. Eller at man ikke længere kan gå i byen. Tingene har tydeligvis haft en tid. De forsvinder og kommer aldrig igen. Når de først er væk, tager det 1.000 år, før de kommer af sig selv igen. Så det er fornemmelsen af tab. Det gør mig trist og fortvivlet. Det er trist, at de sommerfugle, jeg så i 1990’erne, er væk, og de bliver ikke erstattet af noget andet sjældent. Det ender i McDonaldisering, hvor alt er ens.«

Hvornår mærker du, at du er trist?

»Når jeg har ledt en hel dag efter en art, og den også er væk. Jeg var virkelig fortvivlet i 2020, da jeg var ude nogle dage i sommerferien hjemme ved mig selv. De var der året inden, men nu er de væk.«

Hvad gjorde du, da du kom hjem?

»For at det ikke skal være løgn, skrev jeg en sang,« griner han.

»For det var så noller og træls. Jeppe Aakjær skrev for 100 år siden om, at heden er væk, og at vi skal passe på lærken, jeg er havren, og alle de ting. Han var ked af det.«

Hvordan lyder din sang?

»Jeg ville så gerne berette

om alt den forsvundne natur

om blåfugle dansende lette

helst uden at lyde for sur

men de kommer aldrig tilbage

vejen er alt for lang

jeg nøjes med sensommerdage

og natravnes svanesang.«

»Det var så pissetrist. Men jeg skrev den, fordi jeg har sproget til det.«

Nu vil biologen, naturvejlederen, museumsinspektøren med base på Molslaboratoriet og tv-ansigtet have, at alle vi andre kan få et sprog, så vi ikke bare sætter os på sofaen, når vi kommer hjem efter en tur i skoven.

Derfor udgiver han ”Insekternes bog”, hvor han fortæller om sine 49 år med insekter.

»Det er en type bog, der ikke er lavet før i Danmark. En beretning om, hvordan det er at opleve insekter. Det synes jeg vi har brug for, for man kan fodre grise med alle opslagsværkerne. Jeg vil gerne prøve at formidle noget af det, der er svært at google. Hvordan det er at opleve dem. En beskrivelse af verden set gennem insekternes øjne. Som en fysiker, der skriver om universet. Danskerne har brug for et sprog om naturen.«

Hvorfor?

»Vi er det land i Europa, der har det dårligste sprog om naturen. Danskernes selvforståelse er, at vi ved meget, men EU har undersøgt, hvad vi tror, vi ved, og hvad vi faktisk ved. Der dumper vi.«

Hvad ved vi ikke?

»Vi ved ikke, hvordan verden hænger sammen. Vi tror oprigtig talt, at det danske landskab er skov, majs, raps og hvedemarker. Det er altså en rimelig mangelfuld forståelse for, hvordan naturen hænger sammen, for naturen var indtil for ganske nylig helt uden mennesker, og sådan var det i millioner af år. Vi tror, at det største danske dyr er en kronhjort, men vi glemmer, at for 130.000 år siden, en aprildag, hvor vejret var som i dag, rendte elefanter rundt herude, næsehorn, kæmpehjorte og urokser. KÆMPESTORE DYR. Skovelefanterne var større end de nuværende afrikanske elefanter. Så store dyr fandtes her. Vi har meget lidt perspektiv.«

Men der er da mange, der går op i biodiversitet, og at det er vigtigt?

»Det er ikke vigtigt. Vi kunne opdyrke det hele herude, og verden ville ikke bryde sammen, men det giver mennesker indhold. Der er rigtig mange, der prøver at sælge naturkrisen som en trussel mod mennesker, men jeg bliver provokeret af det, for jeg ved, at det er løgn, når man siger, at sommerfuglenes forsvinden er en trussel mod menneskeheden. Det er for at få en finansminister i tale, som vil allokere nogle midler til at bevare sommerfuglen.«

Men nu modsiger du dig selv?

»Nej, det gør jeg ved Gud ikke.«

Men hvis vi ikke har behov for sommerfuglene, hvorfor skulle vi så beholde dem?

»Fordi vi kan.«

Fordi vi kan? Det er sådan noget, jeg siger til mine børn …

»Vi kan også sagtens leve uden en opera og festivaler, men gider vi det? Gider vi leve et liv, der kun handler om at overleve, og så kan vi sidde hjemme resten af tiden? Nej, vi vil gerne leve et liv, der er meningsfuldt med overraskelse og overskud.«

Hvornår har naturen givet dig en oplevelse?

»Der var den 7. april et år, da svalen kom til Nørre Snede, hvor jeg var flyttet hen med familien. Den forrige familie havde hængt et net op under taget i garagen for at forhindre svalerne i at yngle, men jeg vil gerne have svaler, der yngler og skider på min bil, så jeg rev det ned. Jeg fik øje på en prik fire-fem km sydpå i den store kikkert, og jeg tænkte, at det var en svale, for den bevægede sig sådan. Så kunne jeg se den i min håndkikkert og til sidst med det blotte øje. Og så kraftstejleme, om ikke den fløj lige hen over hovedet på mig og direkte ned i min garage. Den var kommet direkte fra Afrika, og så landede den i min garage. Jeg får gåsehud af at fortælle om det. Det var magisk. Jeg glemmer det aldrig.«

Nu er der næppe nogen svaler, der lander i min garage …

»Nej, men du er nødt til at proppe nogle vigtige ting i dit liv. Jeg ved, at jeg resten af livet kan huske, hvis jeg sætter mig ud på en bakketop og ser et sjovt insekt. Hvis man lever et stresset liv med arbejde, går der måneder, uden man bagefter kan huske, hvad man lavede, og så har man spildt nogle måneder på ingenting. Når børn oplever verdenen, er rigtig mange ting nye, og det gør, at et år føles som lang tid, men for voksne føles det som meget kort, fordi vi har oplevet det meste før. Der er ikke mange højdepunkter længere.«

Et andet højdepunkt kom i 2009. Han læste, at den sjældne bille månetorbisten endelig var blevet erklæret uddød, efter at den sidst var set i 1982 på Samsø.

En månetorbist lever ikke et liv som andre. Den bor i kolort.

»Jeg har mødt nogle af de her billesamlere, og de plejer at have en lille spatel, som de vender kokassen med, mens jeg stikker hele hånden ned i den, så jeg mente, at jeg måske havde en større chance.«

På et internetforum annoncerede han en ekskursion til Samsø og fik en anden billeentusiast med på idéen, selv om tanken blev mødt med himmelvendte øjne af andre.

»Vi drønede land og rige rundt derovre uden at finde månetorbisten. Vi kom til Telegrafbakken i nord, og det var nærmest den sidste kokasse i bunden af bakken. Hold nu kæft, en fest. Jeg fik så krampagtigt ondt i maven, da jeg så den. Jeg råbte og skreg, vi tog billeder af dyret, og vi måtte have den ind under dens kokasse igen, for vi skulle ikke stresse den. Vi … Var … Så … Glade. Men vi blev også grebet af fortvivlelse, for vi havde ikke set andre. Tænk sig, hvis der ikke var andre tilbage. Hvad kunne vi gøre for at hjælpe dem? Så begyndte vi at flytte kokasser i min regnjakke. Vi bar dem op på toppen, så det passede med, at de lå det rigtige sted i stedet for ved foden af bakken, hvor månetorbisten ikke vil være.«

Han stopper op og stirrer ud ad vinduet.

»Der sad nogle damer, der havde overværet os, og de kom ned og spurgte: ”Hvad fanden er det, I laver”,« siger han, mens han forvrænger stemmen.

»Det er svært at sige andet, end at vi flytter kokasser. Folk var helt vilde, da vi kom hjem om aftenen og skrev i forummet, at vi fandt den.«

Han holder en pause igen.

»Vi fandt en lortebille, der var uddød,« siger han lavmælt, mens øjnene er indstillede på horisonten uden for vinduet.

Hvis man var en del af billemiljøet, var der sikkert andre spørgsmål, der ville trænge sig på, men dette brænder for at komme ud:

Hvordan er det at stikke hånden ned i en kolort?

»Det er ikke specielt sindsoprivende. Det er bare våd kompost. Plantemateriale, der er kommet ind, plantemateriale, der kommer ud.«

Du kan bedst lide at være ude i naturen. Er du lidt af en enspænder?

»Ja, jeg er meget asocial, når det kommer til stykket. Jeg kan godt lidt at være sammen med folk, men jeg har intet problem med at være mig selv.«

Er det ensomt?

»Det er ensomt ikke at have nogen at dele det med, men det sagde ikke min kone noget. Man skal forestille sig min tilværelse som ”Terminator 2”-filmen, hvor der flimrer et navn ned over alt, hvad jeg ser. Det må være sindssygt frustrerende at være gift med mig, og det var så godt, at vi blev skilt. Det var hende, der tog beslutningen, og jeg var pisseked af det, men det er den bedste beslutning, nogen har truffet i mit liv. For det gjorde, at sorgen og fortvivlelsen forsvandt. I dag har vi det så godt sammen, fordi der ikke længere er en barriere imellem os. Nu har vi fælles unger, og vi er glade samme. Det var virkelig en sorg for mig, jeg var frustreret over, at hun ikke kunne se det med svalen, men det sagde hende ingenting.«

Svalen?

»Jeg var virkelig ked af det, verden var ved at bryde sammen, og mens jeg sad der og var allermest fortvivlet, kom jeg til at tænke på, at jeg selv har sagt, at det er meget lidt i naturen, der har ondt af sig selv. Der er ikke nogen svaler, der rotter sig sammen og siger: ”Vi gider ikke flyve til Sydafrika.” De har fået det lod i livet at være svaler, og så må de fandeme også vise, hvad de kan. Jeg tænkte, at det var det samme med mig. Ikke noget med at have ondt af sig selv. Det handler ikke om min navle. Jeg er her bare et lille øjeblik, og man skulle helst være her med stil.«

Vi går ud i naturnationalparken, hvor hestene græsser, og køerne lægger kokasser lige til at stikke hænderne ned i.

Morten D.D. Hansen går forrest og tager nogle gevaldigt lange skridt, hvor han er fuldstændig ligeglad med, om han træder i de tørre hestepærer. Han er to meter høj, »præcis«, og vejer 115 kg »sidste gang, jeg vejede mig, men det er ved at være nogle år siden«.

D.D. kommer fra Dewald Drøgemüller. Eller Dum Dummere, som han siger. Sådan er der helt sikkert nogen, der oplever ham, for han siger tingene, som han tænker dem, og man smittes af entusiasmen. Hvis han midt i flodbølgen af ord pludselig sagde, at Vladimir Putin er en guttermand, ville man lade det flyde ind og lægge sig i hukommelsen, hvorefter man et par nætter senere ville vågne op og tænke: Sagde han virkelig det?

Det gør han så langtfra.

»Jeg gav min kone huset og det fulde børnebidrag, så hun ikke skulle tænke over økonomien, for noget, der virkelige provokerer mig, er mangel på klasse. Når folk bliver nogle små røvhuller, som Jonathan Løvehjerte siger, så er man bare en lille lort. Og ingen vil være en lille lort, vel? DET ER DA TABERAGTIGT AT VÆRE EN LILLE LORT, PUTIN,« råber han pludselig.

Hans rødmossede kinder er blevet kendt fra flere tv-programmer, og han har det fint med berømmelsen. Faktisk elsker han at stå på en scene og fortælle, og hans tale afbrydes kun, når den indre ”Terminator”-skærm har indfanget et nyt dyr. Så taler han til det.

»Men det er ikke altid, jeg gider at snakke med andre. I fjor havde jeg lige fået øje på en lille skrigørn, som jeg stod på Mols og tog billeder af. Det var virkelig fedt. Men så kom der nogen, der insisterede på at snakke, og der blev jeg nødt til at bede dem om at skride. Så er der nogen, der kan finde på at skrive til min chef, der får mange mails om mig. De prøver at presse en på levebrødet, men de kan rende mig. Ha, ha. Jeg forventer, at min chef støtter mig, ellers gad jeg ikke være her. Men nogle gange har de også ret. Så tænker jeg, at det måske var unødigt brutalt, det, jeg gjorde. Undskyld.«

Vi har sat os ned ved en myresti, hvor myrerne knokler for at slæbe en larve hen til en myretue 40 meter længere henne.

Den slags får Morten D.D. ned i tempo.

»Jeg har aldrig været stresset en dag i mit liv. Aldrig. Fordi jeg ved, at der i morgen kommer en dag, hvor der kommer en vipstjert eller en sangdrossel, og det glæder jeg mig til, og alt det andet kan være lige meget.«

Kunne vi andre lære noget af det?

»Der er så mange mennesker, der har ondt i livet. Unge mennesker, der bliver stressede, fordi de skal leve op til noget, og så lægger de et pres på sig selv. Der kan naturen få dig til at tænke, at så er man heller ikke vigtigere. Nogle gange får man øjenkontakt med en fugl, og så føler man en stor samhørighed. At vi bare er en del af den her blå planet.«

En af Morten D.D.’s opgaver er at formidle naturen til folkeskole- eller gymnasieelever.

»Der er ingen, der får mere ud af at være herude end de kiksede elever. Dem, der ikke passer ind andre steder. Når vi bygger en dæmning ved bækken, siger lærerne, at nogle af drengene ikke plejer at kunne finde ud af at være i en sammenhæng, men pludselig er der sport og fællesskab i det. Jeg har haft døvblinde børn med, hvor eneste kommunikation er en finger i hånden. De kan mærke, at myrerne bider, når man stikker hånden ned i en myretue,« siger han og lader myrerne kravle hen over den.

De bider sig fast, og man må ryste hårdt for at få dem til at falde af.

Hvordan er en dag inde i hovedet på Morten D.D.?

»Den handler om at komme så let og så hurtigt om ved mit arbejde som overhovedet muligt. Jeg tænker på natur hele tiden, og jeg sætter stor pris på at være doven. Når du har været her, har jeg tænkt mig at sætte mig ud på en bakketop, der, hvor den vender mod syd. Sidde og stene hele eftermiddagen og lade som om, at jeg har været på arbejde. Helt oprigtigt. Så må jeg lave det, jeg mangler i weekenden. Jeg har det perspektiv med, at der kun er ét liv, og når jeg en dag ligger, og det skal afsluttes, er der ingen, der kommer og roser mig for, at jeg var dygtig på arbejdet.«

Vi rejser os og går over i en lysning, hvor der er en gammel myretue.

Han lægger sig ned, bruger myretuen som hovedpude og fortæller om dengang, da han lavede tv herude. Tv-holdet gik op til Molslaboratoriet for at hente madpakker, mens han lagde sig ned for at få en pause. Han snorkede så højt, at de kunne høre ham på 100 meters afstand, da de kom tilbage.

Neden for myretuen er der et tykt lag mos, som gør det ud for den blødeste organiske madras, man kan forestille sig. Den passer perfekt med svajet i lænden.

Det kunne godt være højdepunktet på denne dag.