Klar, parat - Bier
Biers trilogi fylder Musikhuset lige nu. Og får det næste halve år selskab af Den Korte Radioavis, Nøddeknækkeren, Ringenes Herre Live og stjernesopranen Angelina Gheorghiu
Der er store satsninger i Musikhuset Aarhus det næste halve år. Efter et halvt år med rekordmange solgte sæder, bliver det svært at gøre det endnu bedre.Men det mener musikhuset selv er lykkedes med et ambitiøst program.”Vi sætter fuldt tryk på kulturkedlerne i dette efterår. Vi har samlet en perlerække af landets bedste kunstnere på tværs af stilarter i Bier Trilogien. Med skabelsen af disse tre nye værker gentænker vi Musikhusets rolle som kulturinstitution i en helt ny position, hvor vi har mere på spil kunstnerisk og økonomisk,” siger Musikhusets programchef Mette Kier.I disse dage er der verdenspremiere på operaen Brødre. Samtidig er den første sang til Bier-musical, Efter Brylluppet, offentliggjortSangen Anna, Tilgiv Mig, er komponeret af Tim Christensen i samarbejde med Peter Sommer. Den bliver sunget af Erann DD. De øvrige sange bliver skrevet bl.a. af Anne Linnet, Peter A.G., Mads Langer og Sys Bjerre.
Stor klassisk satsning
På det klassiske program i efteråret er den rumænske stjernesopran Angelina Gheorghiu og den totalt udsolgte koncert med verdensstjernen Anohni, der giver koncert med Aarhus Symfoniorkester. Den legendariske pianist og komponist Philip Glass lægger vejen forbi Musikhuset.Den klassisk musik smelter sammen med film, når Ringenes Herre Live med Aarhus Symfoniorkester for første gang nogensinde kan opleves i Skandinavien. Howard Shores prisvindende musik bliver spillet af Aarhus Symfoniorkester sammen med den storslåede film, et kor på 80 mand og et drengekor på 40. Til koncertfolket byder programmet på alt fra Carpark North, Sissel Kyrkjebø, Duné, Tina Dickow, Zapp Zapp, ida Corr og Søren Huss til Dicte/Hempler, Povl Dissing og Niels Lan Doky og mange flere.
Masser af comedy
Den Kongelige Ballet sørger traditionen tro for forrygende familieballet, når de besøger Aarhus mellem jul og nytår med det klassiske juleeventyr Nøddeknækkeren. Musikhuset byder desuden også på shows med nogle af landets sjoveste komikere. Den Korte Radioavis tager tager deres populære show til scenen og komikerne Christian Fuhlendorff, Andreas Bo og Carsten Bang sørger for at massere lattermusklerne. Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester sørger som sædvanlig for et stærkt program for operaelskere og det klassiske musikpublikum. Musikhuset byder også på op mod 300 gratis koncerter og arrangementer for alle aldre.