Projekt Rønde Vous: 25 års jubilæum markeres med forsinkelse
Pandemien satte en effektiv stopper for større festivitas i juni 2020 for mosaikkerne på Meny’s sydvæg i anledning af 25 års jubilæet, men nu tager købmand Arne Povlsen revanche ved indgangen til maj.
I 1995 var den dynamiske købmand Arne Povlsen formand for Rønde Handelsstandsforening, og byen havde på det tidspunkt slet ikke det udtryk, som den har i dag. Der blev dog taget diverse tilløb. Samme år var Birkevej blevet ført igennem ned til Lillerupvej.
Toiletbygningen på Kaløtorvet blev opført under meget kritik - døbt ’Djurslands dyreste toilet.’
Meny hed fortsat Favør, og i butikken kunne man købe en lokal vin under navnet Rønde Vous.
Den var blevet sendt i handlen i forbindelse med opsætningen af de keramiske relieffer med Rønde og Mols motiver på Favørs nye tilbygning.
De hænger fortsat på Menys facade mod Birkevej den dag i dag.
16. juni 2020 kunne mosaikkerne således fejre 25 års fødselsdag, men nogen større markering blev det ikke til på grund af den De ved nok - PANDEMIEN.
Vi mødes klokken 19 ved mosaikkerne, og en halv time senere går vi ned gennem den nye Bypark, hvor ingeniør Lars Bonde, Syddjurs Kommune, vil fortælle om tilblivelsen af ByparkenForhenværende købmand Arne Povlsen
25 - 27 år
Men det råder nu forhenværende købmand Arne Povlsen bod på. Tirsdag 3. maj bliver de første 25 år, som nu snart er 27 år, festligholdt.
Det sker til en start ved mosaikkerne, hvor kunstneren bag, Anette Printz, beskæftigelseskonsulent Henrik Rudolph og Arne Povlsen fortæller om tilblivelsen.
»Vi mødes klokken 19 ved mosaikkerne, og en halv time senere går vi ned gennem den nye Bypark, hvor ingeniør Lars Bonde, Syddjurs Kommune, vil fortælle om tilblivelsen af Byparken,« siger Arne Povlsen.
Ved Amfiscenen i Byparken sættes der yderligere ord på Rønde Vous, Kulturskolen Syddjurs vil underholde og Meny’s vinmand Michael vil byde på et glas rosévin.
Erhvervsliv og kunst
Projekt Rønde Vous opstod i 1995 som et beskæftigelsesprojekt i forbindelse med tilbygningen til Meny.
Rønde Vous refererer til det franske udtryk for stævnemøde, ’rendezvous’.
Projektet skulle netop medvirke til at bringe forskellige mennesker sammen både før og efter.
»Unge arbejdsløse og kreative pensionister deltog aktivt fra 4. januar og til 16. juni i det keramiske værksted, som blev det daglige mødested. Jeg husker, at mange ældre med stor ildhu bidrog med tegneforslag til, hvad der skulle på mosaikkerne,« fortalte Arne Povlsen til Adresseavisen i foråret 2020.
Kunstneren, pottemager Annette Printz, var kunstnerisk leder af beskæftigelsesprojektet, som den daværende Rønde Kommune med beskæftigelseskonsulent Henrik Rudolph gjorde muligt.
16. juni 1995 var der stor fest på p-pladsen på Birkevej, fordi der var indvielse af mosaikkerne, mindes Arne Povlsen, der husker, at der var hele 13 taler i alt - i respekt for mosaikkernes antal - med daværende Rønde borgmester Jørgen Kjeldsen (V) og pottemager Annette Printz i spidsen.
Annette Printz begyndte som pottemager i 1978 på Samsø, hvor hun havde værksted i 10 år. I 1994 flyttede hun til Rønde for at etablere selvstændig virksomhed. I 2000 flyttede hun videre til Mols.
Bløde bakker og dale
De 13 mosaikker yder hver deres bidrag til lokalhistorien i fortid og tættere på nutiden. Man fornemmer landskabet med sine bløde bakker og dale, dyrelivet og faunaen.
Fikspunkterne er mange. Fra Møllerup til Kalø Slotsruin, fra Feldballe-Tåstrup til Rønde med Nappedam og Karlsladen videre til Thorsager, som Guden Thor lagde navn til, Ugelbølle og Følle.
Molbohistorierne bliver hevet frem i lyset med historien om dengang de gæve molboer ville beskytte deres kirkeklokke mod røvere, og sejlede ud og hev den i vandet. Hvordan kunne de så finde den igen? Jo, den klogeste i flokken tog sin kniv frem og ridsede et mærke i bådens bund. Nu vidste alle, hvor de på havets bund kunne finde kirkeklokken.
Nu bliver 25 året for tilblivelsen af mosaikkerne så festligholdt tirsdag 3. maj, 27 år senere.