Fortsæt til indhold

50.000 bøger bliver til stort papirhav

Et nyt kunstværk vokser frem langs murene inde i den gamle Maltfabrik i Ebeltoft. Det bærer titlen ”Papirhavet/Papirhaven” og bygges af kunstfærdigt foldede bøger.

Kultur og byliv

Der er gået forår på væggene i BMA Maltfabrikken. Bibliotekets bøger har bredt sig fra hylderne til væggene – dog i en anden form.

20 frivillige har meldt sig til at blive en del af Foldefællesskabet, der sammen med scenograf og iscenesætter Sara Topsøe-Jensen, folder kasserede bøger i smukke blomsterlignende mønstre. Kunstværket hedder ”Papirhavet/Papirhaven”.

»Det er fantastisk med alle de fingernemme frivillige, der har meldt sig til at folde bøger og dermed gør det muligt at lave så stort og smukt et værk på den gamle Maltfabrik. Det viser, at med fællesskab når vi langt,« siger projektleder Helle Lebahn Bentzen fra BMA Maltfabrikken.

Foldefællesskabet folder mandage klokken 16-18 og onsdage klokken 10-12 i Støbesalen på Maltfabrikken, og der er plads til flere foldere.

Kunstværkets byggesten består tusindvis af gamle kasserede bøger, der foldes i smukke mønstre og breder sig over væggene på Maltfabrikken. Alle er velkomne til at donere deres gamle bøger og/eller folde bøger til kunstværket. Pressefoto

Et dynamisk kunstværk

For at realisere projektet er en storstilet indsamling i gang, idet der skal indsamles tusindvis af gamle, kasserede bøger til kunstværket. Har du en bunke gamle bøger, så kan du donere dem til” Papirhavet/Papirhaven”.

Efter planen står værket 5. maj klar til fernisering, men processen er ikke slut.

Det er nemlig tanken, at værket vokser i løbet af sommeren, hvor Maltfabrikkens gæster inviteres til at folde bøger, som får det eksisterende kunstværk til at brede sig og folde sig yderligere ud.

Til slut vil dele af kunstværket blive flyttet uden for i Lundbergs Have, hvor det vil få lov til at afblomstre og kompostere.