Lær livredning i Hinnerup-Badet med professionelt livredderudstyr
TrygFondens LivredderPatrulje besøger Hinnerup-Badet i påskeferien for at sætte fokus på, hvordan man kan redde sig selv og andre i vandet.
11. april kl. 10.30–12.30 kommer TrygFondens LivredderPatrulje forbi Hinnerup-Badet for at sætte gang i sjove vandaktiviteter.
Alle er velkomne til at være med og opleve livredderne fortælle og vise, hvordan man hjælper personer, som kommer i nød i vandet.
Man kan også være med til at springe fra vippen med redningsvest, padle på rescue boards, kaste med en redningskrans og svømme stafetter.
LivredderPatruljens besøg skal inspirere børn og voksne til at prøve kræfter med livredning for at øge sikkerheden og trygheden i vandet. Det nye livredertårn vil stå permanent i svømmehallen, så der er god tid til at øve sig.
»Livredning er en sjov og meningsfuld aktivitet, hvor man kan lære at redde sig selv og andre, og det er vigtigt, når vi bor i et land omgivet af vand. I TrygFonden arbejder vi for at opbygge og udbrede en livredningskultur i Danmark, hvor endnu flere lærer livredning,« siger René Højer, projektchef i TrygFonden.
Ved udgangen af 2022 kan man møde livreddertårnet i foreløbig 45 svømmehaller
»Livreddertårnet skal gøre det sjovt for alle at blive god til livredning, og vi håber, at det spændende udstyr og de forskellige øvelsesforslag, man kan finde ved tårnet, kan vække stor interesse og begejstring for livredning både blandt de mange svømmeforeningers medlemmer og de besøgende i svømmehallen. Livredning kan dyrkes af alle, og det er en vigtig færdighed at kunne redde sig selv og andre,« siger Andreas Mølholm, Respekt for Vand-konsulent i TrygFonden Kystlivredning.
I svømmehallen glæder de sig over at kunne tilbyde nye, sjove og lærerige vandaktiviteter.
»Vi har set frem til at tage vores nye livreddertårn og al udstyret i brug, så vores gæster kan prøve kræfter med livredderdisciplinerne. Der er alletiders mulighed for at prøve udstyret og få en introduktion til, hvordan man bruger det, når vi får besøg af LivredderPatrujlen i påskeferien, hvor alle kan være med til de udfordrende og sjove vandaktiviteter. Hvis man ikke kan være med på dagen, så kan man altid spørge vores livreddere, hvordan man kan bruge livredderudstyret,« siger Lotte Stabel Henriksen, driftsassistent i Hinnerup-Badet.