Forårsudstilling i Galten med malergruppen Lobijane
Efter et par år med aflysninger og skiftende lokaler kan de lokale malere i Lobijane igen holde udstilling.
Malergruppen Lobijane fra Galten kan igen byde indenfor til forårsudstilling efter et par års pause på grund af Covid-19.
Lobijane er en gruppe af ni kvinder, der mødes en gang om ugen til maling og samvær. Gruppen blev stiftet i 1998. Før den tid blev der også malet i Gyvelhøjskolens formningslokale om aftenen.
I 2007 kunne gruppen mødes i dagtimerne på Porskjær og fik i den forbindelse også mulighed for hvert andet år at arrangere en forårsudstilling i stuerne på gården. Disse udstillinger var velbesøgte til stor fornøjelse og glæde hos malerne. Der var også planlagt en udstilling i 2020, men landet blev lukket ned og udstillingen måtte aflyses.
Porskjær lukkede
Samtidigt lukkede Porskjær for al aktivitet til stor skuffelse for stedets fritidsbrugere. Lobijane blev i stedet tilbudt et klasselokale på Gyvelhøjskolen, hvilket de takkede ja til selvom de godt vidste, at det kun var en nødløsning,.
Efter endnu en nedlukning fik malergruppen et lokale på Skovby Mosegaard i det gamle stuehus, men pladsen var for trang, og beliggenheden var heller ikke god for gruppen.
De blev derfor glade, da de kunne overtage den forhenværende café i Galten Hallen efter, at testcenteret lukkede ned. Og det er også i netop Galten Hallen, at de åbner dørene for årets forårsudstilling.
Udstillingen foregår lørdag den 30. april og søndag den 1. maj. Der er fri entré, og besøgende vil blive budt på et glas, som kan nydes, mens de udstillede malerier betragtes.