Fortsæt til indhold

Weekend med kunst: Besøg en kunstner

25 kunstnere åbner deres værksteder for publikum i en weekend.

Kultur og byliv
sra

Er man interesseret i kunst, så skal man sætte kryds i kalenderen i weekenden den 23. og 24. april.

Allerede fredag den 22. april er der fernisering på en udstilling i Galleriet på Kollerup Gods. Her vil 25 kunstnere udstille et værk hver som appetitvækker på den tour de force, der vil følge lørdag og søndag. Til ferniseringen vil der være åbningstale ved medlem af Kulturudvalget i Favrskov Kommune Søren Lahn Slot.

Åbne værksteder

Lørdag og søndag vil de 25 kunstnere så åbne deres værksteder for interesserede, som har mulighed for at kigge forbi og få en snak om kunsten. Udstillingen på Kollerup Gods vil også fortsat være åben.

Besøg en kunstner er en årlig tilbagevendende begivenhed, som danner bro mellem beskuer og udøver. De foregående års åbne værksteder har været en succes med høje besøgstal og salg fra værkstederne.

Det startede for fem år siden, fordi nogle kunstnere fra Favrskov savnede en mulighed for at samle områdets udøvende kunstnere og kunsthåndværkere til en større begivenhed , hvor man kunne skabe synlighed og inddrage publikum.

Arbejdet som kunstner kan være ensomt, og derfor er de åbne værksteder en god lejlighed til at fortælle lidt om arbejdsprocessen og vise værkerne frem - og for den besøgende at stille spørgsmål om værkerne.

Besøg en kunstner er støttet af Kulturudvalget i Favrskov Kommune.