Fortsæt til indhold

Husflidsmarked på Håndværksmuseet

På markedet kan man både finde inspiration og unikke gaver.

Kultur og byliv
sra

Gedigne materialer, godt håndværk og et personligt touch. Det er der masser af, når dygtige folk fra Randers og Omegns Husflidsforening viser deres håndlavede og unikke produkter på forårets husflidsmarked på Håndværksmuseet.

Det er lørdag den 23. april, og det er gratis at besøge. Man må se med både øjne og hænder, og hvis man falder for nogle af de gode sager, må man også gerne købe med hjem.

Medlemmerne af Randers og Omegns Husflidsforening er et levende bevis på glæden ved håndens arbejde. De fremtryller kreative ting af mange forskellige materialer som uld, træ, sølv og sten.

Husflidsmarkedet på Håndværksmuseet er et af årets højdepunkter, hvor det gamle pakhus bliver fyldt med små boder, og man kan se drejede træting, sivflet, knipling, stenarbejde og meget andet.

Gammelt begreb

Husflid er ganske vist et gammelt begreb, men det er meget oppe i tiden, for mange, også unge mennesker, har fået øjnene op for glæden og tilfredsstillelsen ved at arbejde med hænderne.

»Crafts-psykologi er et af de studier, der beviser, at håndens arbejde giver folk mere livskvalitet og en følelse af tilfredshed - eller ligefrem lykke! Det er der i disse år mange, der oplever, når de strikker, hækler, drejer ler, bygger reoler, eller hvad de nu har at fordybe sig i,« siger daglig leder af Håndværksmuseet, Inge Marie Hyldgaard.