Fortsæt til indhold

»Vi bliver jo venner på en eller anden måde«

Musikkens Fællesskaber sætter hver uge gang i livsglæde og fællessang fem steder i Syddjurs. Vi var med en eftermiddag i Rønde.

Kultur og byliv
Morten Bay-Mortensen

»Skal vi ikke synge ’Det haver så nyligen regnet’, og så kan vi tænke på de stakkels mennesker i Ukraine imens.«

Forslaget bliver taget godt imod, og Alberte Svenningsen slår de første toner an på klaveret. Snart lyder fællessangen højt i salen i Egegård i Rønde, hvor omtrent 25 mennesker er samlet omkring bordene.

Det er en onsdag eftermiddag i marts, og kaffen, bollerne og Højskolesangbogen er perfekt underlag for den hyggelige stemning, som giver mange smil på ansigterne. Musikkens Fællesskaber, hedder arrangementet, og med tydeligt nærvær mellem deltagerne, lever det på alle måder op til sit navn.

God anledning til at møde andre

For Leif Lasborg er det en af ugens gode stunder:

»Sammenholdet her er noget af det bedste.«

Han er også med i Musikkens Fællesskaber om torsdagen i Sognehuset i Tirstrup, og tager lejlighedsvis turen til Rønde, for at få endnu en omgang godt samvær. Peder Madsen og hans kone hygger sig også ved at kunne give en hjælpende hånd med kaffen, og slår fast: »Her er vi i øjenhøjde med hinanden, og vi oplever, at her er plads til alle. Man kan komme, som man er og bare være med.«

For Vibeke Bach har Musikkens Fællesskaber været indgangen til at lære nye mennesker at kende:

»Vi bor i Følle, og det giver os en god anledning til at møde andre. Vi føler os meget velkomne. Her er ingen kliker, og vi er gledet lige ind i fællesskabet,« siger hun, der denne eftermiddag har sin mor Tove Panduro og sin søster Anita Panduro med.

»Vi har det vældigt gemytligt,« smiler Rie Noe

»Og det skaber jo fællesskab at synge sammen. Hvis jeg overhovedet kan, kommer jeg hver onsdag.«

Særlig kolorit får dagens program, hvis en af deltagerne eller en indbudt gæst byder ind med lidt livshistorie og små oplevelser fra deres eget liv.

Også det sætter Vibeke stor pris på:

»Vi er vokset op i Aarhus, og det er nyt og spændende for mig at høre om andres liv, som har været helt anderledes end vores.«

»Vi deler noget med hinanden«

Alberte Svenningsen er tovholder og pianist, og hun binder samværet sammen med veloplagte klavertoner.

Afsættet har hun i Kafé Kolind, hvor Daniel Demsitz har opfundet Musikkens Fællesskaber-konceptet, der har bredt sig til foreløbig fem populære mødesteder i Syddjurs. Ebeltoft kommer med torsdag 21. april.

Ugen igennem rykker hun ud i sognegårdene med sin nodetaske og måske saxofon, og hun oplever, hvordan musik og fortælling kan løfte deltagerne ind i et særligt nærvær ved hinanden.

»Egentligt er det jo enkelt: Vi deler noget med hinanden med vores fortællinger og fællessang. Det er et godt middel mod ensomhed, man kommer hjemmefra, og der skal jo ikke mere til, end bare at droppe ind og have lyst til at være sammen.«

»Vi bliver jo venner på en eller anden måde, og selv føler jeg, at jeg bliver mere og mere knyttet til dem, jeg er sammen med her.«