Fortsæt til indhold

»Nej til EF«, står der i lygtepæle: Den Gamle By markerer 50-året for særlig afstemning

Resten af året kan man i Den Gamle By i Aarhus opleve en udstilling af EF- og EU-plakater.

Kultur og byliv
jwh

Det gik ikke stille for sig, da danskerne i oktober 1972 stemte ja til dansk medlemskab af EF, forløberen til det, som vi i dag kender som EU. Med en valgdeltagelse på 90 procent var det tydeligt, at spørgsmålet og emnet i den grad optog den danske befolkning, og det kunne også ses i gadebilledet, hvor lygtepæle over hele landet var plastret til med budskaber om afstemningen.

I år er det 50 år siden, at danskerne med 63,4 procent af stemmerne valgte at sige ja til medlemskab af EF, og det markerer Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Aarhus med en stor udstilling af EF og EU-valgplakater, som aarhusianske Margrete Auken (SF), medlem af Europa-Parlamentet, åbnede for nylig.

I alt 139 danske plakater er blevet fundet frem fra gemmerne - både som udstilling i Dansk Plakatmuseum samt i gadelamperne i Den Gamle Bys 1974-bykvarter. Plakaterne er fra både 1972 samt efterfølgende afstemninger om EU-forbehold og tiltrædelse af traktater.

Margrete Auken (SF), medlem af Europa-Parlament, åbnede for nylig udstillingen i Den Gamle By. Foto: Den Gamle By

»Valgplakater kan være både provokerende, oplysende og kreative. Fælles for dem er, at de afspejler en samfundsstemning i bred forstand. Og de kan være med til at give refleksion og nuancer over den situation og afstemning, som vi står over for lige nu,« fortæller museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelsen med hentydning til sommerens folkeafstemning om det europæiske forsvarsforbehold.

Museumsdirektørens budskab underbygger Margrete Auken:

»Det er sjovt at gense mange af plakaterne, for de kan virkelig noget. Samtidig fortæller de også noget om hvem vi er, og det er et vigtigt element for at kunne forstå og have en holdning til vores fælles fremtid,« lyder det fra politikeren, som har siddet i Europa-Parlamentet siden 2004.

De mange plakater kan ses på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By resten af året.