Fortsæt til indhold

Sjældne vinyler i Hinnerup til Record Store Day

23. april skal man kridte skoene, hvis man er glad for LP-plader. En del specielle af slagsen kan nemlig købes i Claus Hvass i Hinnerup denne dag.

Kultur og byliv

Er du LP-elsker, kender du helt sikkert til Record Store Day. En verdensomspændende begivenhed i pladebutikker, som finder sted én gang om året. Her kommer særlige udgaver af plader på gaden i et begrænset antal eksemplarer – hvilke butikker, som får hvad, er hemmeligt.

Nu nærmer tiden sig så for endnu en omgang Record Store Day, og ligesom de seneste år er tøjbutikken Claus Hvass i Hinnerup med på noderne.

I år har covid-19 sluppet sit greb, så i år er der kun én dato i spil nemlig 23. april.

»Det er ikke muligt at reservere på forhånd, så det anbefales at komme tidligt, hvor udvalget er størst,« skriver den ene af arrangørerne Christian Jensen i en mail til redaktionen.

LP-passionen

Det er Christian Jensen og Claus Hvass, der i samarbejde har hevet Record Store Day til byen endnu engang. Christian Jensen er selv fra Hinnerup og driver webshoppen Pladekisten.dk. Tidligere har han haft fysisk butik med samme navn i Jægergårdsgade i Aarhus i 29 år - den lukkede i 2019.

Claus Hvass kender mange nok som tøjhandler i Hinnerup, men i butikken har han de seneste mange år desuden solgt vinyler, da han selv har en stor passion for pladerne.

Netop passionen for LP’er var det, som bragte Christian og Claus sammen, har de tidligere fortalte til Lokalavisen Favrskov.