Fortsæt til indhold

Efter afvænning: Robert Hansen afslører ny kæreste

Den 42-årige skuespiller Robert Hansen står frem med sin nye kæreste, som han fandt sammen med kort tid efter sin afvænning.

Kultur og byliv
/ritzau/

Robert Hansen har levet en turbulent tilværelse. Men nu ser den 42-årige skuespiller ud til at have fundet sig til rette i kærligheden til 38-årige Julie Starris.

Parret fandt sammen, kort tid efter at Robert Hansen vendte hjem fra afvænning i december sidste år.

Det afslører de i et dobbeltinterview med Se og Hør.

- Det var bare det rigtige tidspunkt. Og så havde vi det perfekt sammen. Vi var begge et sted i livet, hvor det var på tide at komme videre, forklarer Julie Starris over for Se og Hør.

Indtil nu har de holdt forholdet privat. Og det var særlig af hensyn til Julie Starris treårige datter, fortæller hun.

Robert Hansen har også et barn fra sit forhold med Pernille Fredskild Thøgersen, nemlig niårige Herman.

Robert Hansen kom i mediernes søgelys allerede som barnestjerne i ”Vildbassen” og blev folkeeje i rollen som Viktor Knudsen i ”Kærlighed ved første hik”.

Men livet har også budt på en række nedture for den 42-årige skuespiller, som har gennemgået to alvorlige sygdomsforløb, et længerevarende misbrug og offentlige anklager om vold fra ekskæresten Nynne Larsen.

- Den sværeste rolle, jeg altid har haft, det er sgu min egen - at spille Robert Hansen. Hold kæft, den har været svær, har han tidligere udtalt til B.T.

Han har flere gange været på afvænning og senest i et tre måneder langt forløb i 2021.

Kort tid efter blev Robert Hansen altså ramt af Amors pil, og nu er parret også klar til at stå officielt frem med kærligheden.