Fortsæt til indhold

Maj-udstilling på Møldruphus med kurs mod naturglæde og lys

Kultur og byliv

Møldruphus indbyder til fernisering søndag 1. maj 14 til årets Maj-udstilling på Højlundvej 26, Voervadsbro.

Tidligere kulturminister Mette Bock åbner udstillingen og bandet ”Når mor har fri” kommer tilbage og underholder på gårdspladsen.

»Vi glæder os til sammen at kunne fejre mine godt 40 år som professionel billedkunstner og til at kunne gøre det med alle vore gæster hele maj måned ud,« skriver billedkunstner Marie Drewes i en pressemeddelelse.

Omgivelserne, udstillingsstalden, kirkesalen og atelieret er samme som hvert år, men malestilen er mere glad og lys. Den røde farve får i år mere plads sammen med det strømmende lys på de godt 50 lærreder.

»Det strømmende lys har jeg arbejdet med over lang tid, men bevidst at skabe så megen plads til det på lærrederne som i år er nyt. Mit ambitionsniveau er som altid højt. Jeg slipper ikke et lærred før kampen er vundet og jeg mærker at jeg er i hus med præcis det udtryk jeg ville frem til.«