Fortsæt til indhold

150 års jubilæum og sæsonåbning på Gl. Rye Mølle

Kultur og byliv
sra

Søndag den 1. maj starter sæsonen for Museet på Gl. Rye Mølle, og i år bliver det ekstra festligt, da møllen kan fejre 150 års jubilæum i år.

Møllen er en såkaldt hollandsk gallerimølle og blev opført i 1872 som kornmølle. Senere blev der også drevet korn- og foderstofforretning på stedet, og der har også været et savværk. Forretningen blev indstillet i 1984, og i 1990 blev den gamle mølle indrettet som museum.

I dag fremstår møllen og savværket med den oprindelige indretning og inventar og er hovedattraktionen på Museet på Gl. Rye Mølle.

På åbningsdagen den 1. maj vil der være gratis entré i tidsrummet 10 til 16. En række motorcykler og veteranbiler lægger vejen forbi museet, og klokken 11 vil der være historier for børn og barnlige sjæle.

I forbindelse med den officielle åbning klokken 13 vil der være lidt at skåle med samt lidt sødt til ganen.

Alle er velkomne til at deltage i den festlige åbning.