Fortsæt til indhold

”En lærke letted” i Langå kirke

Kultur og byliv
gs

Langå Kirke er ramme om koncert med blæserkvinteten Nordlyd på befrielsesaftenen 4. maj.

Nordlyd-blæserkvintetten spiller to danske værker netop for denne besætning, dels Carl Nielsens kvintet, dels Otto Mortensens blæserkvintet ”Quintette”.

»Begge komponister har skrevet nogle af vore vigtigste folkelige sange, så udover med koncertmusikken bliver der fællessang i kirken, blandt andet Carl Nielsens salmemelodi til ”Min Jesus, lad mit hjerte få”, og af Otto Mortensen skal vi synge hans melodi til Grundtvigs salme ”Hyggelig, rolig”, der blev skrevet til Grundtvigåret 1983,« fortæller Langå Kirkes organist Niels Martin Lasthein i en pressemeddelelse, og han tilføjer:

»Men naturligvis skal vi også synge befrielsessangen ”En lærke letted”, der oven i købet er skrevet af langågenseren Mads Nielsen.«

Kom og vær med til at grundlægge en tradition: Sogneaften og koncert på befrielsesaftenen. Der er fri adgang.