Swan Lee genopstår og spiller på Train
Et af 00’ernes mest elskede og betydningsfulde danske indie-rockbands genopstår. Swan Lee spiller på Train.
De fløj deres helt egne veje i dansk rock – farvede den, med et stilsikkert, drømmende udtryk og en pallet af sange, der blev lige så store, som deres fængende pop-univers. Efter 17 år er der nyt på vej fra Swan Lee.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Train, hvor det danske band spiller næste år 28. april 2023.
De bragede ind i danskernes hjerter med den anmelderroste debut, ’Enter’, fra 2001. Swan Lee’s første store hit kom med Bond-hymnen, ’Tomorrow Never Dies’, der vidnede om et nyt dansk navn, der turde drømme stort.
Det selvbetitlede andet album gik direkte ind som nr. 1 på den danske hitliste i 2004. Det samme gjorde singlen, ’I Don’t Mind’, der fik følgeskab af kæmpehits som ’Love Will Keep You Warm’ og ’What Is Love?’.
Derfor kom det nok bag på de fleste, da Pernille Rosendahl, Emil Jørgensen og Jonas Struck, få dage inden, de havde takket ja, til at give koncert i Operaen ved Kronprinsparrets Kulturpris, med ét gik hvert til sit.
»Vi har desværre måtte konstatere, at vi er vokset fra hinanden,« skrev Swan Lee dengang i 2005 på deres hjemmeside.
Gnisten i det kollektive samspil var gået ud, mens de tre musikeres årelange venskab, ganske enkelt var slidt op. Pernille, Emil og Jonas traf det svære men nødvendige valg om at opløse deres band.
»Nu skriver vi 2022. I de sidste to år har vi forsigtigt nærmet os hinanden igen musikalsk. Legen er blevet sjov. Og inspirerende. Vi har opdaget, at den gamle telepati og den kreative nysgerrighed er intakt. Vi har været i øvelokalet og er, netop nu, i gang med at udvikle og forfine både sangskrivning og udtryk. Materialet emmer af den oprindelige Swan Lee-DNA, men bærer også præg af, at vi er tre forskellige mennesker, der har udviklet os siden, vi splittede op. Nu er der kommet så mange flyveklare sange ud af samarbejdet, at vi har besluttet, at det giver kunstnerisk og personlig mening, at udgive vores tredje album og tage på turné sammen igen,« fortæller Swan Lee.