Fortsæt til indhold

Børn og unge optræder med musik og dans i Galten

"Scene er jeres" kan igen opleves i Galten, og programmet i år indeholder cirka 20 bands, solister og dansere.

Kultur og byliv
sra

Onsdag den 11. maj bliver der igen mulighed fo, at høre fede, lokale børne- og ungdomsbands samt solister fra Amfi-scenen på Bytoften i Galten.

Her afholder klubberne Skovby Mosegaard, Kulturskolen samt Galten Junior- og Ungdomsklub nemlig endelig igen ”Scenen er jeres” efter to års pause.

Jamss er et af de bands, man kan opleve til "Scenen er jeres" den 11. maj. Pressefoto.

Musikken i klubberne har som alle andre steder i samfundet haft trange kår under pandemien, men børne- og ungdomskulturen er heldigvis ikke sådan at slå ihjel. Så da der blev åbnet op for samfundet igen, blev øvelokalerne selvfølgelig også, og børnene stod klar.

20 optrædende

Arrangørerne kan derfor præsentere et flot program med cirka 20 bands, solister samt en dansegruppe.

I løbet af eftermiddagen bliver der mulighed for at høre børne- og ungdomsbands med navne som Jamss, 4 kløverne, Lefrisi og mange flere.

Fra scenen bliver der mulighed for at opleve en dejlig blanding af rock, pop og dans tilsat en stor spilleglæde, der har ophobet sig i øvelokalerne i løbet af den lange pause.

Ikke en konkurrence

”Scenen er jeres” er som tidligere år ikke nogen konkurrence, men fest, sjov og ballade, og intentionen er at give børnene og de unge mulighed for at komme ud af de støvede øvelokaler og optræde for et stort publikum med professionelt lys- og lydudstyr.

I løbet af eftermiddagen vil der være mulighed for at købe vand, kaffe og kage til billige penge.

Arrangementet er blevet en god tradition, som mange ser frem til og arrangørerne er meget stolte af den store opbakning, arrangementet har fået fra lokalområdet.

Der er gratis adgang til arrangementet, der er støttet af Kulturpuljen Skanderborg.