Nyt Lys Nat-koncept blev taget godt imod
Bæredygtigheds-tema og el-biler på rad og række i Adelgade tiltrak masser af mennesker til Lys Nat fredag aften og lørdag formiddag.
»Jeg har været rundt i butikkerne i Adelgade både i fredags og igen her mandag, og alle har givet udtryk for, at det var dejligt, der skete noget nyt og anderledes,« konstaterer Henrik Lund, Skanderborg Citys talsmand for Lys Nat og indehaver af Zone Massage.
»Flere var imponeret over bredden i bæredygtigheds-temaet, og de bilforhandlere, der var med, var overrasket over, at der kom så mange. Det var langt over, hvad de har oplevet tidligere og hvad de havde forventet,« tilføjer han.
Det er første gang Lys Nat har haft fokus på grøn omstilling og bæredygtighed, men med de tilkendegivelser, Skanderborg City allerede nu har fået ind, regner Henrik Lund med at gentage succesen til næste Lys Nat.
El-bilerne var helt klart aftenens trækplaster, men mange lagde også vejen forbi Renosyd for at blive klogere på, hvordan det er, vi skal sortere vores affald i fremtiden.
Selvom Skanderborg City har lagt et stort arbejde i at skabe en spændende gade fra nord til syd, er opbakningen blandt de handlende svingende.
»Det er ærgerligt, at nogle valgte at springe fra og aflyse i sidste øjeblik, eller slet ikke havde planlagt noget ude i gaden. Det er jo det, der skaber liv, og det er ikke så meget der skal til. Bare en kanin, du kan klappe, som hos Bog & Ide, er super, og det betyder bare rigtig meget for stemningen,« understreger Henrik Lund, der håber på bedre opbakning i fremtiden.