Fortsæt til indhold

Bevæg dig med spejderne og FDF

Kultur og byliv
sra

At være spejder kan lyde som noget nørdet noget i manges øre. Andre tænker måske mere på Rip, Rap og Rups Grønspættebog. I virkeligheden er det moderne friluftsliv og et fællesskab, som giver masser af sjov og bevægelse. Så hvis du er nysgerrig og kan lide at gå i naturen, så er det nu, du bør tage udfordringen op og besøge de lokale spejdere eller FDF’er.

Den lokale paraplyorganisation Samråd Randers har med støtte fra Randers Kommunes Bevæg Dig For Livet-initiativ sat gang i en kampagne. I maj og juni måned kan du derfor ganske gratis møde op til aktiviteter hos de lokale FDF- og spejdergrupper.

»Det er med glæde at alle 19 FDF- og spejdergrupper i Randers Kommune kan slå dørene op og invitere andre børn og unge ind i fællesskabet. Der stilles ingen krav, men man skal huske at have praktisk tøj på i forhold til vejret. Her er plads til alle, og man kan altid få støtte, når tingene bliver svære,« siger Jan Pedersen, formand for Samrådet i Randers, og fortsætter:

»Som FDF eller spejdere laver vi mange forskellige ting. Alt fra mad over bål, pandekage og snobrød. Men vi har også et stort fokus på, hvordan naturen fungerer, og hvordan den kan bevares. Så når vi går i naturen, bygge lejrplads, sætter telt op eller graver bålplads, så indgår vi i naturen.«

Se mulighederne for at være med på www.randers.dk/spejder.