Fra jetset-pusher til undercover i Nordkorea
Foredrag med Jim Latrache-Qvortrup i Pavillonen.
Manden bag Mr. James er titlen på et foredrag med Jim Latrache-Qvortrup, der kan opleves i Pavillonen 6. september kl. 19.
»I Pavillonen er vi stolte af at kunne præsentere et særdeles inspirerende foredrag med Jim Latrache-Qvortrup,« fortæller Jesper Jul fra Pavillonen i en pressemeddelelse, og han fortsætter:
»Glæd dig til en aften, hvor du får indblik i en unik livshistorie fra en mand, der har prøvet mere end de fleste. Hans barndom var turbulent med ophold på børnehjem, kostskole og i plejefamilie. Som 19-årig tager han til Fremmedlegionen, hvor han på trods af højdeskræk uddanner sig til faldskærmssoldat.«
Tilbage i Danmark kaster han sig ud i et risikofyldt og kriminelt liv som kokainpusher, og blev i 90’erne og 00’erne leverandør af kokain til det københavnske jetset, indtil han endte i fængsel. Dømt for 1,6 kilo kokain. Han er en mand, der med andre ord trives med en høj grad af risici og er vant til at begå sig i vanvittige situationer og under stort pres.
Mødet med en kvinde mellem to fængselsophold gjorde, at Jim forandrede sit liv og sin tankegang radikalt. Han blev lovlydig forretningsmand og er i dag en succesfuld iværksætter med gang i flere forretninger og projekter i København.
Mr. James
Mange kender bedst Jim Latrache som den falske forretningsmand – den karismatiske Mr. James i Mads Brüggers prisbelønnede dokumentar Muldvarpen – Undercover i Nordkorea. Det lykkedes den rige og ekstravagante falske forretningsmand, i fire år sammen med Muldvarpen, iskoldt at narre det nord-koreanske styre til reelle møder om voldsomme våbenkøb og metamfetamin-produktion. Alt imens han samtidig agerede familiefar for to børn.
Dette er dog kun én af de mange vilde historier fra Jims usædvanlige liv. Historier, som han nu vil dele denne unikke aften i Pavillonen.