To kor holder forårskoncert
Pigekoret og Ungdomskoret i Lystrup Kirke synger foråret ind.
Traditionen tro afholder Lystrup kirkes to kor forårskoncert. Pigekoret med deres lyse, spirende stemmer og Ungdomskoret med deres professionelt skolede.
Pigekoret vil synge om foråret og den længe ventede sommer i sange af blandt andre Georg Riedel, som er forfatteren Astrid Lindgrens komponist.
Han har sat musik til Lindgrens ”Forårets sang”, som efter sigende blev sunget af et børnekor ved hendes begravelse i 2002. Her hører man om bækken og kilderne, om blomstrende æbletræer og skovjordbær.
Få har formået at beskrive naturen så levende og engageret som Astrid Lindgren. Pigekoret synger desuden en sang af Thomas Lennert, organist i Hornslet kirke. Lennert har en sjælden evne til at skrive for børn, så de bliver fanget af hans umiddelbare tonesprog og underfundige tekster. Ungdomskoret synger værker udelukkende af nulevende komponister.
Fra Aske Bentzons efterhånden klassiske ”Lyse nætter” over Randers-organisten Christian Præstholms velklingende ”Jeg er verdens lys” til Andy Becks ”The Moon” og ”Firefly”.
Sangene har et meget forskelligt udtryk, men de er fælles om at være særdeles velklingende. Ungdomskorets afdeling afsluttes med Eric Whitacres smukke vuggesang ”The Seal Lullaby”.
For ungdomskorets vedkommende er koncerten også en optakt til årets korrejse, som få dage senere går til Inderøy i Norge. Koret skal deltage i festivalen Norbusang, som på skift afholdes i de nordiske lande.
Det er søndag 22. maj kl. 17 i Lystrup Kirke.