Forårskoncert med Sct. Peders Koncertkor
Sct. Peders Koncertkor synger foråret ind søndag 22. maj i Sct. Peders Kirke.
Det velrenommerede kor fremfører et alsidigt program med Brahms’ gribende motet ”Warum ist das Licht gegeben” som et tyngdepunkt i koncerten; i værket kombinerer Brahms baroktidens polyfone klangkunst med romantikkens bredere klangverden. Hertil føjer sig gyldne klange af den nulevende amerikanske komponist Eric Whitacre i værket ”Lux aurumque”, dvs. ”Gyldent lys”.
En central komponist i Koncertkorets virke er norske Knut Nystedt, som ved koncerten er repræsenteret med det festlige værk ”Sing and rejoice”.
I øvrigt byder koncerten på en buket danske forårs- og sommersange. Ved koncerten ledes koret af Niels Viggo Jensen, lektor ved Randers Statsskole.
Der er gratis adgang til koncerten.