Maden aflyst: Konfirmationen reddet af rådsnare Janni
Janni Kjeldsen handlede hurtigt, da misforståelse betød, at 43 konfirmationsgæster stod uden mad.
Hjælpen er tæt på, hvis bare man tager det roligt, er positiv og handler hurtigt. Det må være læren af familien Kjeldsens minderige konfirmation i forrige uge.
Minderig blev den, fordi en misforståelse mellem den aftalte madleverandør og Janni Kjeldsen betød, at maden ikke dukkede op som aftalt klokken 18.00.
»Da jeg talte med ham i telefonen og det gik op for mig, at han ikke kom, så smækkede jeg røret på og gik i gang med at ringe rundt med det samme,« fortæller Janni Kjeldsen, der få minutter før bare havde nydt sin datters konfirmation i godt vejr og sammen med 42 andre festglade gæster i et lokale i Randers midtby.
Fra panik til pizza
»Min mor panikkede lidt og det gik stærkt. Jeg nåede at fortælle resten af gæsterne, at vi nok lige måtte vente lidt med aftensmaden. Min datter var alligevel ikke sulten. Som det første fik vi bestilt pizza til ungerne. Mosteren tilbød, at vi kørte i Aldi eller Lidl og handlede ind, så skulle vi nok få noget mad og resten af gæsterne tog det pænt. De hyggede sig jo udendørs med stigegolf og andre ting, så det var ikke lige mad de tænkte på,« genfortæller Janni Kjeldsen, der allerede i oktober bestilte maden og genbekræftede kort tid før konfirmationen og derfor troede, at alt var i skønneste orden.
Fra mund til ben
I stedet for at gå i panik ringede hun rundt og fik i andet hug fat i Bones ude i Paderup.
»Jeg kunne høre, at kvinden i telefonen lige holdt et par pauser, for at tale med køkkenet. De tilbød at finde en masse, de havde i fryserne og få det gjort klar,« husker Janni Kjeldsen, der til daglig er team leader i en virksomhed, hvor man netop skal handle hurtigt, for at få varerne ud til kunderne.
»Vi kan have det klar om en halv time,« lød det. En veninde hentede maden og cirka 19.15 kunne de 43 gæster spise masser af forskellige retter fra Bones.
»Maden smagte bare ekstra godt. Både fordi vi var ved at være sultne, men også fordi det lykkedes,« smiler Janni Kjeldsen.
»Der skal lyde den største tak til Bones for at de kunne handle så hurtigt. Den fest tror jeg alle gæsterne vil huske længe.«