Fortsæt til indhold

Forårskoncert i Hammel Kirke

Scr. Peders Koncertkor fra Randers giver koncert i Hammel.

Kultur og byliv
sra

Torsdag den 2. juni er der forårskoncert i Hammel Kirke. Her lægger Sct. Peders Koncertkor fra Randers vejen forbi og viser evnerne frem.

Programmet vil have Johannes Brahms’ gribende motet ”Warum ist das Licht gegeben” som tyngdepunkt. I værket kombinerer Brahms baroktidens polyfone klangkunst med romantikkens bredere klangverden.

Desuden vil programmet byde på den nulevende, amerikanske komponist Eric Whitacre med værket ”Lux aurumque” og den norske komponist Knut Nyustedt med ”Sing and rejoice” samt en bearbejdelse af en norsk folkemelodi til salmen ”Jesus, din søde forening at smage.”

Dertil kommer ”Tre Körvisor” af svenske Wilhelm Stenhammar til tekster af danske J.P. Jakobsen samt en buket af danske forårs-og sommersange.

Sct. Peders Koncertkor består af 25-30 dygtige sangere og er meget aldisigt i valg af repertoire. Koret har gennem årene givet talrige koncerter i ind- og udland, optrådt i tv og radio, blandt andet i flere omgange af Før søndagen, og har sammen med orkestre opført en række større værker.

Koret dirigeres af Niels Viggo Jensen, der er organist i Voldby og Lading.