Svaner, sylfider og spansk temperament i Byparken
Der er både uddrag fra ballettens klassikere og nyere koreografier, når Kongelig sommerballet kommer til Skanderborg.
Tirsdag den 7. juni kan man opleve Kongelig Sommerballet i Skanderborg og programmet er nu blevet offentliggjort.
Publikum kan glæde sig til dansestykker fra den kommende sæsons balletter og fra Den Kongelige Ballets repertoire. Kongelig sommerballet byder i år på uddrag fra klassiske balletter som Svanesøen, Sylfiden og Giselle, hvor den ulykkelige kærlighed svæver drømmende rundt på scenen, og på spudlende temperamenter med pas de deux’er fra Don Quixote og Juveler.
Smugkig
Som noget helt særligt får publikum et smugkig på koreagraf Gregory Deans helt nye Hollywood-inspirerede ballet Gotta Dance!, hvor to sømænd til Judy Garlands ikoniske stemme møder en pige i en munter, energisk dans.
Gregory Dean har også skabt balletsuccesen Blixen, der skildrer forfatterindens dramatiske livshistorie. Til Kongelig sommerballet danser Karen Blixen en pas de deux med sin store kærlighed Finch Hatton til tonerne af Claude Debussys måske mest berømte komposistion, Clair de Lune, inden skæbnen vil, at de må skilles.
Det er Kulturhuset, der er vært, når Kongelig sommerballet kommer til Skanderborg for første gang. Arrangementet foregår under åben himmel i Byparken, og det er ganske gratis.
Det anbefales at komme i god tid. Man kan købe en picnickurv hos Kafé K, der kan nydes under åben himmel. Picnickurven kan bestilles på kulturhuset-skanderborg.dk, hvor man også kan læse mere om arrangementet.