Godt nyt om de nye tider i det tidligere Strands Bageri
Det er 15 år siden, at der blev langet boller og franskbrød over disken hos bageren i Strands, Gunnar Rugaard, men nu er der atter kommet lys i lokalerne, der summer af aktivitet.
Hører du til typen »Jeg kan lide smukke kaffekopper med tilbehør, som er unikke, fordi de er formet, drejet og fuldbragt af en keramiker«, så er det værd at køre forbi det tidligere bageri i Strands Kristi Himmelfartsdag, 26. maj.
Her inviterer keramikerne Laila Witt og Nanna Heydorn understøttet af førstnævntes husbond, praktikeren og altmuligmanden Knud Schmidt, til åbningsreception i deres nye domicil, som Witt og Schmidt i fællesskab købte for et år siden, fordi Laila Witt stod og manglede et sted til keramikproduktion og undervisning efter, at Rødegaard rullede gardinerne for og blev sat til salg.
Handymanden Knud Schmidt fik dette håndværkertilbud gjort klar til brug. Der har ikke været bagt en bolle de seneste 15 år, så det var mere herlighedsværdien, indretningen og beliggenheden end lige de fysiske forhold, der inspirerede til købet.
Vi bor dør om dør med vores arbejde, og stedet er nærmest mere end perfekt til at afholde vores kurser og lave vores egne tingNanna Heydorn og Laila Witt
Arbejde og privatliv
Med på holdet kom lynhurtigt Nanna Heydorn, som er pottemager og med en lang fortid på Mols i de unge år, før hun flyttede til Aarhus for at uddanne sig.
15 år tog det, før Mols trak i hende igen. Hun har en fortid som ekspedient i bagerbutikken i Strands, men bor her nu også.
Knud Schmidt, som har fortid som underviser på Kalø Økologiske Landbrugsskole og nu er tilknyttet SFO på Molsskolen, har indrettet en funktionel lejlighed til hende på 1. sal, plus en til sig selv og hustruen i modsatte ende af huset.
»Vi bor dør om dør med vores arbejde, og stedet er nærmest mere end perfekt til at afholde vores kurser og lave vores egne ting,« siger Nanna Heydorn og Laila Witt, nærmest med en mund.
Laila Witt er tidligere lærer på Molsskolen i håndværk og design.
’Keramik i bageriet’
Kristi Himmelfartsdag inviterer trioen til åbningsreception i det gamle bageri, som de i respekt for fortiden har døbt ’Keramik i bageriet.’
»Det er godt nok et år siden, at vi købte stedet, men nu er vi parate til at markere det og præsentere interesserede for Laila og Nannas produktion af kopper, kander, skåle, vaser og krukker i det værkstedsudsalg, som vi har fået lavet,« siger Knud Schmidt.
Ved åbningsreceptionen får gæsterne en tour de force af en rundtur i de historiske lokaler, hvor der nu er kommet lys i igen.
Nanna Heydorn og Laila Witt laver kurser primært om aftenen, og klokken bliver ofte 22, før de sidste kursister er færdige med at dreje ved de otte pladser, der er til rådighed.
Åbningsreceptionen Kristi Himmelfartsdag foregår i tidsrummet 12-17.