Fortsæt til indhold

Udstilling med bogstavlogik og plastikblomster

Anders Bonnesen åbner sin tredje soloudstilling på Charlotte Fogh Gallery.

Kultur og byliv
sra

Fredag den 10. juni er der fernisering på en ny udstilling hos Charlotte Fogh Gallery.

”Word is just a four-letter word” er Anders Bonnesens tredje soloudstilling hos Charlotte Fogh Gallery. På sin vis er den en gruppeudstilling lavet af én mand.

Robert Indianas ikoniske LOVE fra 1964 er gengivet i sort, hvid og grå i en serie på 9 malerier – 9, fordi billedet gentages med de 8 andre danske vokaler: LAVE, LEVE, LIVE, LOVE, LUVE, LYVE, LÆVE, LØVE, LÅVE - et romantisk udsagn, der ”forstyrres” af en (sproglig) logik.

På udstillingen er der flere sådanne maleri-serier.

Undertekster

En serie af spejle bærer undertekster fra film af tressernes filmskaber Jean-Luc Godard, som blandt andet er berømt for at henlægge sine film til den parisiske hverdag. Men her er filmenes billedside naturligvis erstattet med, hvad end der foregår i udstillingsrummet.

I galleriets vindue står en ynkelig potteplante, som er en del af en værkserie, hvor kunstneren har plantet plasticblomster i beton, og givet dem titler fra kærlighedssange i hans egen pladesamling.

Udstillingens titel - og titelværk - er en slags kombination af Bob Dylans sang Love is Just a Four-letter Word fra 1968 og konceptkunstneren Joseph Kosuths mange tautologiske neonværker, også begyndende i midten af tresserne.

Den ene talsmanden for den generation, der ønskede at omstyrte de gældende logikker med kærlighed, den anden i færd med at reducere billedkunst til sprogfilosofi.

Generelt består udstillingen af sådanne sammenstød mellem noget romantisk - i personlig, politisk, eller anden forstand - og (sproglig) logik.

På åbningsdagen inden ferniseringen vil der være en samtale med kunstneren, hvor alle er velkomne. Udstillingen kan derefter ses frem til den 8. juli.