Kreative børn på Håndværksmuseet
Pensionerede håndværkere står i sommerferien klar med gode råd, når børn kan male, slibe, pynte og hamre i museets mange værksteder.
Børn elsker deres lange, dovne sommerferie, men selv is-spisning og strandture kan blive kedelige i længden.
»Så er det jo heldigt, at børn i skoleferien tre dage om ugen også kan kigge forbi Håndværksmuseet og kaste sig ud i små sjove og kreative projekter her,« siger daglig leder af Håndværksmuseet, Inger Marie Hyldgård.
I år kan børnene lave forskellige aktiviteter som at slibe og sætte øjne på en træterning eller slå søm i en kævle og lave en lille konkurrence ud af det. Børnene har også mulighed for at dekorere en æske hos maleren, smede en lille ting af jern ved smeden eller lave et smykke hos guldsmeden. Og så kan de selvfølgelig tage sjove selfies i fotografens historiske atelier, der består af kulisse og enkelte rekvisitter.
Ferieaktiviteterne skifter fra gang til gang alt efter, hvilke værksteder der er bemandede af de frivillige håndværkere. Fælles for det hele er, at børnene får deres produkter med hjem, så de kan prale lidt af dem – eller bruge de fine sager til en lille gave.
Tag med den lille lærling
En anden hyggelig aktivitet for børn og deres voksne er ”Den Lille Lærling”, som er et hæfte med opgaver, der knytter sig til værkstederne på Håndværksmuseet. Med hæftet i hånden går familierne på opdagelse rundt på museet, der breder sig over fire etager. Alle, der deltager, får selvfølgelig et diplom bagefter.
Sommerens værkstedsaktiviteter skydes i gang med en børnevenlig og gratis byvandring rundt i Randers midtby, hvor der kigges på sjove bygningsdetaljer. Interesserede familier mødes tirsdag 28. juni udenfor Håndværksmuseet i Lille Rosengård, hvorfra turen går.