Fortsæt til indhold

Radikale: Hvordan sikrer vi et rigt kulturliv?

Lokalt parti inviterer borgerne til sommermøde i Skanderborg.

Kultur og byliv

»Hvordan sikrer vi et rigt kulturliv i Skanderborg Kommune i årene, der kommer.«

Sådan lyder spørgsmålet fra Radikale Venstre i Skanderborg Kommune, som stiller det videre til alle kommunens borgere i forbindelse med, at partiet inviterer til sommermøde, hvor netop kulturen sættes under lup.

Til at belyse emnet er inviteret fire lokale kulturpersonligheder, som hver især har fingeren på kulturpulsen i kommunen, og som på mødet vil komme med korte oplæg om kulturens vilkår.

Det er Tove Severinsen, formand for Skulpturby Galten og Bio Huset i Galten, Peter Lundberg, kunstner og formand for kulturskolerådet, Birgitte Højland, initiativtager til og formand for Musikværket Ry, der står bag Gnisten i Ry samt Ebbe Larsen, formand for Kulturhuset i Skanderborg.

Det bliver Tage Nielsen, formand for Skanderborg Kommunes Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalg, der bliver ordstyrer på debatten.

Tage Nielsen fremhæver, at selv om Skanderborg Kommune ligger som en af de laveste, når det gælder udgifter til kultur pr. borger, så får borgerne meget for kultur for det, der bruges, fordi Skanderborg Kommune er en ressourcestærk kommune med masser af frivillige ildsjæle, der løfter kæmpe opgaver.

»Det er væsentligt at få diskuteret, om det vi gør fra politisk side og fra kommunen er nok, eller om det skal gøres anderledes? Vi bruger forholdsvist få penge, og så skal de også bruges rigtigt,« siger Tage Nielsen.

Tage Nielsen understreger, at det er et offentligt møde for alle borgere i kommunen, og man behøver ikke være politisk aktiv.

Sommermødet om det lokale kulturliv finder sted tirsdag 21. juni kl. 19 i mødelokalet ved Bybadet i Skanderborg.