Fortsæt til indhold

Sebastian, Outlandish og Claus Hempler giver koncerter i Favrskov

Kulturhuse og biblioteker i Favrskov er klar med et fyldigt koncertprogram.

Kultur og byliv
gs

Sebastian, Outlandish, Anne Dorthe Michelsen, Claus Hempler og Rasmus Lyberth – blandt andet. Så mange kendte og populære navne fra den rytmiske, danske musikscene er på plakaten i kommende sæson i Favrskov, og billetsalget er nu i gang til de gode musikoplevelser i efteråret.

Musiksæsonen indledes i Ulstrup, hvor ELRO-fonden har givet Ulstrup Bibliotek tilskud til en blueskoncert med sanger og musiker Michelle Birkballe 7. september . Derefter går det slag i slag med koncerter hen over efteråret.

Lokale Sallvation Gospelkor giver koncert på Ulstrup Bibliotek, og i Sløjfen kan man se frem til at opleve både jazz og blues med henholdsvis Advokatens New Orleans Jazz Band og Grarup All Stars. Jazzkoncerten er også støttet af ELRO-fonden og finder sted under ELRO-dagene i september. Det er også lykkes Sløjfen at få fingre i Outlandish, som gennem snart 20 år har udgivet musik og spillet over det meste af verden.

Hempler og Sebastian

I Hammel er både Claus Hempler og Sebastian på plakaten med solokoncert i efterårets løb. Sebastian har givet sin koncert titlen ”Trubadurens aften” med henvisning til de mange ørehængere der gennem årtier har forenet os på tværs af generationer.

I Hinnerup Kulturhus får man mulighed for at opleve Anne Dorthe Michelsen, Gary Snider og Rasmus Lyberth. Lyberth var også i forårets program, hvor corona spændte ben for koncerten, der var en del af den grønlandske musikers afskedsturné.

Trioen Zenobia synger og spiller julen ind i Sløjfen i december og runder et musikalsk efterår af i Favrskovs Biblioteker og Kulturhuse.

Billetter til alle koncerterne kan købes fra 23. juni.