Fortsæt til indhold

Naturen i centrum i Farre: Kunstværk kreeret af byens børn blev afsløret

Da en ny del af Farres nye natursti blev officielt taget i brug, blev kunstværket Musetrappen samtidig afsløret.

Kultur og byliv
csj

I Farre har borgerne arbejdet på at få mere natur ind omkring byens sportsplads.

I lørdags kunne de så åbne en ny del af naturstien omkring sportspladsen. Et af dagens højdepunkter var, da de to børn Loui og Lilje fra Børnehaven Børnely afslørede landsbyens nye børnekunstværk ledsaget af sang og musik.

Det nye kunstværk, som man finder ved et af de store bøgetræer ved naturstien, har fået navnet musetrappen.

Mere end 20 børnehavebørn har bidraget til værket med hver sin stentøjsmus. Det er skabt i samarbejde med en lokal kunsthåndværker.

Ulla Petersdatter Eriksen fra natur-gruppen under Farre Kultur- og Idrætsforening (i sort kjole) kalder området ved sportspladsen for »et skønt, grønt uderum.« Pressefoto

Et skønt, grønt uderum

Dagen bød desuden på naturskattejagt, ponytrækning og pandekagebagning.

Foruden teater, børnefugleskydning, petanque, krolf og tennis.

Mere end 20 børn fra Børnehaven Børnely har lavet kunstværket Musetrappen. »Det falder smukt ind i naturen, så man skal kigge godt for at finde alle 24 mus på trappen,« siger Ulla Petersdatter Eriksen.

»Vi har fået lavet et skønt, grønt uderum. Selv til aftenfesten med dejlig grillmad lavet af lokale madtalenter, var der flere, der benyttede lejligheden til at gå en stille tur rundt og opdage og nyde alle de berusende naturoplevelser i MERE LIV-projektet, der nu kan nydes på sportspladsen,« lyder det i en mail fra Ulla Petersdatter Eriksen fra natur-gruppen under Farre Kultur- og Idrætsforening.