Fortsæt til indhold

Unge sætter ord på deres FRYGT

22 unge fra 7. og 8. klasser i Randers har bidraget til en ny bog under titlen FRYGT, hvor de sætter ord på deres tanker om krigen i Ukraine.

Kultur og byliv
sra

Bogen FRYGT udgives af Randers Ungdomsskole og udkom fredag den 17. juni. I bogen har 22 unge fra Nørrevangsskolen, Tirsdalens Skole og Korshøjskolen i Randers hver skrevet en tekst, der sætter ord på de unges tanker om krigen i Ukraine.

»Formålet med at lave bogen og med temaet har været at få noget rodfæstet i de unge omkring situationen i Ukraine. Samtidig prøver vi jo at udfordre eleverne og arbejde med at gøre dem til nogle sunde, fornuftige borgere,« siger Peter Emmert Larsen, Afdelingsleder på Randers Ungdomsskole og en af tovholderne på projektet.

Tilbuddet om at være med i skriveprojektet blev sendt ud til alle 7.-9. klasses dansklærere i Randers Kommune.

Det er anden gang, ungdomsskolen har inddraget alle de store elever i et skriveprojekt. Første gang var under corona-nedlukningen, hvor temaet var SAMMEN, snart igen. Også denne gang var temaet højaktuelt, og bidrog til at engagere de unge i projektet.

»Eleverne har været meget seriøse omkring det, og man kan virkelig mærke frygten hos de unge, når man læser det, de har skrevet. Samtidig giver de også virkelig udtryk for deres meninger, blandt andet om vores systemer. Vi håber også, det har givet nogle flere blod på tanden i forhold til at skrive, og måske slutte sig til vores skrivehold efter sommerferien,« siger Peter Emmert Larsen.

En af de unge, der har bidraget til bogen, er Ömer Hamza Acar, der går i 8.b på Nørrevangsskolen. Han og hans klassekammerater har oplevet, at emnets aktualitet har skabt en større interesse for skriveprojektet end normalt.

»Dem, der ikke har været gode til at skrive, har gjort det godt og har fået højere karakterer, end de selv forventede. Alle i min klasse har haft lyst til at skrive. Man bliver mere påvirket af, at emnet er aktuelt, og at vi hele tiden ser det på sociale medier og ude i byen. Vi brugte også vores spisepauser på at snakke, om hvad der skete, og hvordan vi kunne skrive om det,” siger Ömer Hamza Acar.