Fortsæt til indhold

Bronzeskulptur afsløret i Stilleskoven

Skulpturen Sygeplejersken er udformet af den danske kunstner Henrik Busk Andersen.

Kultur og byliv
sra

Bronzeskulpturen Sygeplejersken har været længe undervejs.

Samarbejdet mellem Aktivitetsudvalget ved Strandbakkehuset og Henrik Busk Andersen startede allerede inden Strandbakkehuset blev indviet, men Covid-19 satte en midlertidig stopper for projektet.

Lørdag 18. juni kunne skulpturen dog endelig indvies. I Stilleskoven ved Strandbakkehuset kunne 10-årige Karoline Bæk Søgaard, der for tiden bor på Strandbakkehuset, afsløre skulpturen.

Der blev også afsløret et digt skrevet af kunstneren.

Jeg løfter dig op på mine tæer,

så er du mig helt nær.

Du er så tæt nu på mit hjerte,

i håbet om at lindre din smerte.

Du lille barn søg bare varmen i min favn,

og lad trygt dit lille skib kaste anker i min havn.

Jeg er der for dig og plejer dine sår,

aer din kind og et lille smil jeg får

Henrik Busk Andersen har generøst vederlagsfrit doneret arbejdet med skulpturen og betonsoklen ligesom han har givet rettighederne til kunstværket til Strandbakkehuset.

Han har tidligere været involveret i et lignende velgørenhedsprojekt i Struer.

Midlerne til støbningen af skulpturen er doneret af Støtteforeningen for Hospice Djursland og Strandbakkehuset.

Der er blevet lavet minibronzeskulpturer af Sygeplejersken, som kan købes ved Boggalleriet i Rønde eller via hjemmesiden boggalleriet.dk.

Overskuddet ved salget går ubeskåret til Strandbakkehuset - børne- og ungehospice.