Variationens kunst i Sct. Mortens Kirke

Tredje sommerkoncert i Sct. Mortens Kirke tirsdag 19. juli er med kirkens egen organist Christian Præstholm med værker af Sweelinck, Buxtehude, J.S. Bach, Franck og Præstholm under overskriften ”Variationens kunst”.

Christian Præstholm fortæller selv om musikken:

»Variation er et af de mest basale virkemidler indenfor musikken. At noget er hørt før og høres igen – men på en ny og forandret måde. Variation bruges i større eller mindre grad inden for stort set al musik, og i nogle værker – som dem på aftenens program - er variation en central del af værkets idé.«

En af orgelspillets fædre er den nederlandske organist og komponist Jan Pieterszoon Sweelinck, der betragtes som den Nordtyske orgelskoles fader. Mein junges Leben hat ein End består af seks forskellige variationer.

En passacaglia er en musikalsk satstype, hvor et gennemgående motiv (oftest spillet i bassen) gentages om og om igen. Den musikalske interesse fastholdes gennem variation af de forskellige melodiske og rytmiske motiver, der sker samtidigt i de andre stemmer.

Egen komposition

De to passacagliaer på aftenens program er tæt forbundne. Buxtehudes passacaglia er nærmest en rollemodel for den type satser, med fire afsnit i hver sin toneart med hver syv ”vers”. Buxtehude kunne komponere skærende smukt, melodisk og fabulerende som ingen anden på sin tid.

Det førte blandt andet til, at Johann Sebastian Bach i sin ungdom opsøgte ham for at ”lære et og andet om hans kunst”, og det er mere end sandsynligt, at han efter opholdet i Lübeck skrev sin egen passacaglia, muligvis umiddelbart efter Buxtehudes død, som en hyldest til sin læremester.

Temaet er nærmest det samme som Buxtehudes, bare dobbelt så langt, og første variation mimer meget nært Buxtehude.

Også César Franck er på aftenens program, der slutter med Christian Præstholms egne Variationer over den danske folkemelodi En yndig og frydefuld sommertid, der er skrevet til den amerikanske organist James D. Hicks i 2018.

Fri entré.