Djurs Swing Band på Torvet
Jazz På Torvet åbner 'ballet' lørdag 9. juli med et seks mand stort band.
”Jazz På Torvet” er blevet synonymt med sommer i Ebeltoft og er efterhånden blevet kendt i det ganske land - og arrangementet er til glæde for lokale og turister, som bliver tiltrukket af den gode musik og den gode stemning på Torvet i Ebeltoft.
Til hvert arrangement vil der være udskænkning, så man kan nyde en forfriskning, mens man lytter til den gode musik. Det sørger EIF Håndbold for.
I juli og august vil der være jazz på torvet ved Det gamle Rådhus - hver lørdag kl. 12-14.
Lørdag 9. juli kl. 12 er Djurs Swing Band på plakaten.
Det er kun nogle få år siden, de musikglade fandt sammen i det, der i dag hedder Djurs Swing Band. Det startede som et rent ”hygge-projekt” for fem pensionister i Grenaa. Senere blev endnu én indfanget på Fyn. De seks ville bare dyrke en fælles musikinteresse: Jazz i forskellige afskygninger. De seks glade musikanter er Jens Ole Nielsen, bas, Bjarne Friis-Christensen, guitar og vokal, Ole Fjord, klarinet, sax og vokal, Olav Stepping, trompet, Benny Jensen, trommer, og Svend Frandsen, klaver.