Jazzsæson starter med danske standardsange
Det bliver Rasmus Bøgelund & The Danish Standards, der åbner sæsonen for Jazz Randers.
Torsdag 4. august åbner begynder sæsonen for Jazz Randers, når Rasmus Bøgelund & The Danish Standards indtager scenen på Underværket.
Dermed tyvstarter jazzforeningen efterårssæsonen ved at holde fast i traditionen om, at der er jazz den første torsdag i måneden.
I denne omgang med Rasmus Bøgelund og et repertoire af særdeles populære danske sange fra ”Dansevise” til ”Jeg ved en lærkerede” pakket ind i jazzpapir. Det hele suppleret med toner fra Louis Armstrong, fordi Bøgelund holder fast ved trompeten, selv om han primært er sanger i det nye band.
The Danish Standards er en kvartet med knalddygtige musikere, der er kendt fra mange sammenhænge. Jens Kristian Dam på trommer, Peter Friis på bas, Søren Bo Addemos på guitar og så Rasmus Bøgelund med sang og trompet.
Det bliver en koncert med sange, som de fleste holder af, og traditionen tro synges der med – i det stille – og der kan såmænd danses. Sangene præsenteres med gode historier og et glimt i øjet. Koncerten er den første af seks i det kommende efterår, og her bydes udover dansk også på internationale navne fra blandt andet Sverige og USA.
Som sædvanlig er der gratis adgang for unge under 25 år.